Har du været i en skov for nylig?
dyrene bruger altså også uniformer
og snuser mistænksomt
til hinandens sager
af en eller anden grund
falder de fleste af dem til ro
normalt omkring den her tid
det må være træerne
der får dem til at tro
at de kan vide sig sikre
jeg kender ikke din kalender
men her hos mig
er det altid rådyrets år
angsten er andenstemme
den jagedes adrenalin
mit brændstof
regnen marcherer i ujævne kolonner ned over byen
og de tidligt vågne, der passerer forsigtigt gennem gaderne
priser ukendte guder for
at vandet ikke er bomber
det er de færreste mennesker, der har set en politibetjent i aktion
de fleste af os ser kun uniformerede
skygger, der bevæger sig et sted
inde i en tofarvet bil
de, der har mødt politiet
fortæller om ens uniformer, der dækker uens kroppe
bløde øjne over sammenknebne munde
henvisninger til ordrer ovenfra
(ovenfra er måske et sted, måske en person)
og en hel oktav af stemmer
der alle som én siger
“Hvharjegodadingertillgenophenskaårkunndet?”
De skriver nu
som om det passer
at Sankt Laurentius græder igen
men det sker i virkeligheden ikke
det, der ser ud til at foregå
foregik i forgårs
og historiebøgerne på himlen
er allerede forældede
når lygterne slukkes
og solen står op
alt finder
i sidste ende
et sted at foregå
fuglene på grenene
og i mangel på grene, ledninger
kvinderne i kjolerne
og i mangel på kjoler, bukser
berømthederne i deres hoveder
eller i deres venners hoveder
eller i den bundløse fælles mave på et tusindtal af fans
og ja, også
videnskabsmanden et sted bag
papirtynde briller
og en brilletyk lup, der tilsammen
bøjer lyset i en blød tango fra verden til øjne
mens han med sin dybeste, mest autoritære stemme
forsøger at undgå at svaje i takt
og spørger
“Og hvad foregår der så her?”
jeg vender mine hulrum som et orgel mod himlen
og trækker ikke vejret ind igen
før jeg har skreget en bog
jeres kroppe
er en snirklet tatovering på min ryg
en evig indebrændt tilstedeværelse
jeres tanker
er hornene på min hjelm
som jeg
(trods den i grunden dybt upraktiske risiko
for at få en økse i skulderen)
stanger mine fjender med
vend dine spyd som sabeltænder mod mig, fjendehær
du er et dyr med tusind rygge
og jeg
er aldrig alene
jeg samler på tårer
forsigtigt indfanger jeg dem i mit net
eller bøjer mig ned på gaden
og tager dem langsomt op mellem to fingre
jeg kategoriserer dem ikke
samler dem ikke i sirlige rækker bag glas og ramme
så jeg ikke længere kan nå dem
jeg har ingen forkærlighed for de særligt store, de særligt små
eller de særligt runde
og jeg ved ikke, hvor mange jeg har
jeg sluger dem bare, så de samler sig i en sø i min mave
og fylder mig med deres lindrende
tyngde
dine øjne er spyd på lange, opspændte projektilbaner
og min mund åbner sig på vid og bred
til et gab
med tænder som sirlige træstumper
fældet for at skoven
ikke skal brænde ned
forhistorien er et netværk af tråde imellem os
bevæg dig, og du kontaminerer gerningsstedet
med den nye information
der sletter alt andet
hvorfor er det smerten og ikke nydelsen, der forløser mig
har en eller andens moral
sneget sig ind i mine nervebaner
som en rotte, der forsigtigt klemmer sine ribben sammen
til en knytnæve
og lader vægisoleringens eftergivenhed
bestemme dens omfang
som et spædbarn, der fødes ind i en evig tunnel
uden lys for enden
og ikke kender sin egen evne til at folde sig ud
eller er jeg blot efterkommeren af en genfejl
der engang i evolutionens morgen
klarede sig igennem en særligt hård tid
uden egentlig at opdage, hvad verden havde mistet
mens nydelsens soldater faldt som fluer
og landskabet langsomt og sikkert
indrettede sig
efter nye
og dybt sygelige væseners
behov?
