den der knirker er bange for døren
den der våger i stilhed på lyssprækken i væggen
(lysskrækken i vækken)
(den der vågner i stilhed på lysbræk)
(lysknækket i vægen)
dagligstuens for enden af tunnelen
vender det vide ud
(den hvide hud)
så mørket synker indad
og sjælen er tvunget til at se
natten
(i uendelige)
(induendelige)
(fløj)
(fløjl uendelige fløje)
(iuendelige uafvendelige)
i uendelige øjne
my heart knocks
I knock on a
a heart lying like any
it’s the applause like a whisper through the audience I open
door, a chest like a treasure in the coffin, his heart
organ on the table
only to disappear into another chamber
is no longer beating, the lights out in the house
lukewarm and bloody like his love
a labyrinth of closing doors
something seeping quietly from my veins and into
and dripping off me like the rain that his roof
a thousand mouths closing around me
fat storage in buttocks and thighs, all the meals
couldn’t protect me from, the rain seeping in
when the reviewers go silent
he will no longer ride off me
to my eyes like a sorrow I haven’t conceived
even criticism has died away from me
all the habits he will no longer improve
how do I get my heart to keep
how do I get all the audience’s hearts to
how do I keep the rhythm
time with what is no
beat
how do I keep
longer
in time?
time?
beating?
hjem er de ansigtsløse kroppe, jeg haler mod mig
gennem perler af dage på snor
som tovtrækkeren sin modstander
hjem er det, jeg åbner mig for
og lader flytte langsomt
ind
en kvinde ligger på jorden
med stoffet udstrakt over sig
i folder som hele lande set fra rummet
mere kjole end kvinde
over hende i unge birketræer
hænger en edderkoppeabe
med øjne som tekopper
og alle lemmerne udstrakt til de bløde, skrøbelige grene
halen som et femte ben akavet asymmetrisk
kroppen en udvisket silhuet
sådan bliver de hængende
et billede, der kun bevæger sig
når aben åbner munden for at gø
antilopens ben
springer let
og elegant hen over mit hoved
som et slankt romerlys springer i luften
som et par skygger af fængselstremmer lægger sig
blidt ned ad mine kinder
som et par striber af tårer
eller blod
som en kvindes to bløde ben
som en antilopes ben
der springer let
og elegant hen over mit hoved
den lille pige hopper rundt på engen
i et forsøg på at fange vinden i sin mund
og kaste den op igen som usynlige røgringe
måske, hvis hun gør det hurtigt nok,
kan hun blive til øjet
i en cyklon
jeg regner på dråberne
der glider ned ad dit ansigt
cirka femogtyve
perfekt rundet i øjenkrogene, så langstrakte
og til sidste forsvundet ind i hinanden
dine kinder er et netværk af åer, et hav der spirer
af rødder fra himlen
logistikken er uimodsigelig
du kan brødføde et mikroskopisk økosystem
læg dig ned og luk øjnene
du kan være poseidon
uden at bidrage med andet end din gråd
lad naturen bygge evolutioner i dine dale
bloodsucker
blodsukker
at blodsukke ind i løvens mund
med tænder som statuer med afhuggede lemmer
en uperfekt spejling, et ønske om en naturlig
cirkel af rødt om knoglernes symmetriske mur
et simultant blodsuk i hver centimeter af mine årer, når hjertet
springer frem som en løve fra en busk
og sætter geværskud i gang
et signal, jægeren har tilbragt sit liv med at vente på
ikke en ufrivillig så meget som en automatisk trækning
i skydefingeren
at suge blod af løvens kød, mens jeg slubrer
rødvin i ganen
og myggen sidder på min skulder
og bloodsucker
de søde bær, løven spiste
da den et øjeblik efter at have vundet endnu en løvindes gunst
sukkede dybt i bugen og glemte
sig selv
som en kødædende plante om sit bytte
lukker det svulmende gallerirum sig
om den lille dreng
som en lille streng
slår han tonen an
en sirene af klage
ved at rammes af de tredive øjne
der følger ham som elastikker
som er han i midten af et spil kluddermutter
han har tabt på forhånd
resten af sit liv vil han kun gå ind i gallerier
hvis han ved, at han har tredive timer til overs
til at vikle sig løs
