Her vender kragerne deres blikke mod havet som dåser, der kastes stadigt længere ud. Som en konkurrence i forurening, i hvem der sover bedst om natten i visheden om at intet fuldstændig forsvinder, men blot skjules under overfladerne på stadigt nye verdener. Ingen steder ender, hver grænse er blot en rille i verdens roligt ekspanderende hud. I går mødte jeg en mand, der havde fået begge sine øjne fjernet som toårig, fordi han var født med svulster bag hornhinderne. Den kvalme glæde ved tanken om huller i dåbsgave, som den eneste måde at undgå de evigt ekspanderende øjne. Her er en mangel som en boble i kærlighedens plast. Her er de aldrig tørløbende plastre, jeg trækker ud af mine lommer som klovnen sine lommetørklæder. Jeg har givet dig den tomme skal; Herfra er det op til dig, om den fyldes med havets ødelagte koraller eller dåbsvandets dybe ro.

Narcissus bøjer sig ned over vandspejlet for at rette på sit hår. Netop da springer en fisk op af vandet og bryder spejlet, så liget på den lave søbund kommer til syne. Han ser ind i de døde øjne i et øjebliks hjælpeløshed. Så falder vandet til ro igen, og hans eget varme ansigt toner frem. Narcissus bliver liggende for evigt og elsker. Ikke sit spejlbillede, men sin egen bløde, bevægelige krop.

vi har formet hinanden af tankernes ler
og er gået hånd i hånd ind i ovnen
for at brænde vores “ja” ind i huden
og nu står vi her
ubevægelige som sonetter
kunstforme, der startede som alle kunstforme gør
først nogens vilde idé, så alle andres tendenser
og til sidst et sæt rigide regler
der skal læres, før den nyindkøbte pen
for første gang sættes mod papiret
du og jeg, vi er en slags utilsigtet
religion

Havde vi bare skyggen af et minde, vi kunne leve for: en sarthed på størrelse med et fingerbøl, en rynket hånd at holde om. Eller et badekar og en plastikand på et mørnet foto, falmet og forbi. Hvis vi troede på noget, ville det være de andre. Men vi tvivler og drukner os derfor et sted, vi kan bunde.
Næste gang nogen ringer, lader vi røret ligge ved siden af telefonen og lytter til det endeløse ”Hallo”

i nat visner alle rhododendronerne i byboernes vinduesbede
og parrene holder op med at skændes
for i stedet at se på hinanden som fremmede, der er brudt ind i deres lejlighed

og intet af dette interesserer mig, fordi alt hvad jeg kan tænke på
er hvordan jeg færdiggør mine minder
billedet af min døde far i hospitalssengen, min bedste vens hadefulde ansigt mens hun sparker døren i, min grædende ekskæreste på sengen
problemer uden løsning, uden afslutning
som gaver, man kan bytte til andre farver, men aldrig smide ud
som et spørgsmål, man ikke kan besvare uden at stille et nyt
hvordan mummificerer jeg et stykke kærlighed
hvordan trækker jeg dagene ud af mit hoved
og lægger dem et sted, jeg ikke kan finde igen
så de endelig kan sove

Vi ligger under hver vores globus og tæller haver, japanske tror jeg. Og det er fint her i mørket, vi peger og siger: ”se” og fortæller, at der, ”dér”, er en himmel og der, ”dér”, et kontinent. Og vi taler om sne og og arktiske heste med en sjæl af knogler, der flyder som isbjerge på et hav. Kun manen kan vi se, og de vilde øjne, resten er skjult.

De arktiske heste er bjerge, vi håber at kæntres mod, mens vi lykkeligt spiller violin på dækket.

fortæl mig om drømmen hvor du faldt i søvn i toget på vej til København
og havnede i finland, toget det samme men bynavnene pludselig så ukendte at du ikke vidste om det overhovedet var bynavne, forvirringen så stærk at den mindede om panikken ved at være blevet smidt ud af et terrængående køretøj på grønlands indlandsis,
alle der talte et blot nogenlunde genkendeligt sprog tilsyneladende stået af et sted i Sverige,
din langsomt falmende vantro ved ikke engang at kunne videregive problemet med fagter,
fortæl mig hvordan du ikke havde andet valg end at stå af på den næste station i håbet om at den var stor og lå midt i en by,
ikke en simpel platform med et nonsensskilt langt væk fra hjælpende hænder og regelmæssige afgange,
synet da du steg af, de røde trækonstruktioner om hvide vægge der tårnede omkring dig og signalerede mange mennesker men lå øde hen,
fortæl mig hvordan du gik gennem en labyrint af forladte trapper uden stedsans, uden håb,
og hvordan du nåede to glasdøre, der åbnede sig til et supermarked
der stadig havde åbent midt om natten.
fortæl mig hvordan du trådte ind på det bonede gulv i det velbelyste, madfyldte lokale
og pludselig ikke længere følte angst.

Jeg beder dig om [ikke] at fortælle.
Historien om os.
Hvordan vi [ikke] faldt sammen som nedstyrtede huse, hvordan vi [ikke] kaldte på hjælp, hvordan vi [ikke] hørte hinanden, hvordan vi [ikke] bandt hænderne sammen for [ikke] at forråde ideen om os, et dødfødt tvillingefoster, helt fint og [ikke] færdigt.

Hvordan vi [ikke] ikke kunne bære at se dagens lys.

heste heste gungrende heste vanvittigt flygtende heste uden sans for retning men alle løbende samme vej, fordi hver af dem tænker, at ti vilde heste ikke kan tage fejl, at mængden ved bedst, at det eneste der er værre end døden er døden i ensomhed i tvivlen om sin egen beslutning, så hellere dø af flokkens fejl eller af den logik der ligger i at forfølge de ti i stedet for den ene, i det mindste dør man så fordi man løb yderst fordi man var tættest på og ikke fordi man blev særligt udvalgt eller særligt udvalgte sig selv, selv i panikkens kvælertag har man vel visse præferencer