’det ligner, at hun tror, hun smager af ananas,

at hun lige har fået det at vide’,

det har jeg skrevet
som de to sidste linjer
i en suite,

det er en række Fashion Stills (1-6),

og jeg bevæger mig igennem billederne
på en meget saglig måde:

jeg holder igen
jeg stækker mine metaforer
jeg prøver at være helt kold i røven over for farverne og glitteret,

det er kun ananas-billedet
hvor jeg skejer en smule ud,

her er de seks førstelinjer fra suiten:

’Hun keder sig sådan’
’og sidder ned nu.’
’nu i American Apparel’
’Ringen i næsen’
’Hjørnet af en gammel Datsun’
’Der står ’83’ på hendes t-shirt’

Jeg er 12 år
og i gang med mit livs første tantrum
Min farfar skal dø
og jeg må ikke være der
Min far tager frakke på
og siger først, hvad han skal, da jeg spørger
Han har ikke tænkt sig, at jeg skal med

Det er min farfar, så jeg skal bestemt med!
Og jeg hyler og skriger
for én ting er, at han skal dø dér
på et klamt hospital, af kræft, for tidligt, for uretfærdigt
noget andet er, at jeg bliver holdt væk
som en bidsk hund
skånet som et barn,
jeg har ikke bedt om nogen af delene!

Jeg får lov at komme med
og bliver forklaret i bilen,
at farfar måske ser lidt anderledes ud
og at det måske kan føles uhyggeligt
og at jeg gerne må sige til ham, at jeg holder af ham
og at jeg også gerne må lade være

Inde på hospitalet er det farfar, der græder
og siger
“det er ikke noget at slæbe et barn med til”
og det er vist, fordi jeg græder og
“Amourose, hun sidder bare og græder”
“og ja, hun er ked af, du har det skidt”
og på et tidspunkt går far
og jeg er alene med farfar
og siger det der med, at jeg holder af ham,
det føler jeg, jeg skal
og han åbner øjnene og kigger på mig

Hvordan det fungerer
IKKE at bryde sig om børn,
spørger du?
Tja.
Man kigger på dem og
tænker og føler
ikke noget.
Og så hvis de skriger eller lugter
er det nederen.
Jeg tror ikke man kan mærke
fraværet af like.
(I hvert fald ikke udenfor facebook.)

DET HELE ER KROPPENS SKYLD

Det hele er kroppens skyld

Jeg var alt for tynd
Det var ikke pænt
Mine kinder fandtes ikke
Min glæde fandtes ikke
Kun mine tænder fandtes i rimelig størrelse:

Jeg trækker en tråd
gennem hullet
mellem mine tænder.
Tandkødet bløder, jeg kaster op.
Så skyller jeg munden (med vand/jod) og trækker videre.
Så blev man ren, så blev man renset
Så blev man udhult, hul.

Jeg var alt for tynd
Det var ikke pænt
Mine kinder fandtes ikke
Min glæde fandtes ikke
Kun mine tænder fandtes i rimelig størrelse:

Jeg trækker en tråd
gennem hullet
mellem mine tænder.
Tandkødet bløder, jeg kaster op.
Så skyller jeg munden (med vand/jod) og trækker videre.
Så blev man ren, så blev man renset
Så blev man udhult, hul.

Nu bliver det hele så stille, at man hører, det man ser
/at man kun kan høre det man også kan se,
så bliver man (sådan), tændt dom et dyr.
Så bliver man fyr og flamme og kugler og kanoner(og krudt).
Så bliver man udsat, så bliver man hjemsat.
Så bliver man udsat for lydene.
Så bliver man rosa og gammel.
Så bliver man kun en kærkommen afbrydelse.
Så blev man tabt, så blev man fundet.
Så blev man (til) i hele taget.
Sådan blev man generelt.
Så blev man gennemsigtig(gjort), så blev man elsket.
Så blev man/noget spildt, og tørret op med sig/een selv.
Så blev man vredet som en klud. Så blev armen vredet om på een.
Så blev det sommer, så blev det vinter. Så blev der stille.

Så var der mor med bare bryster, i heden, ved morgenbordet.
Så var der løverne og de døde fugle, så var der tandkrus og proteser, også kjoler syet af gammelt gardin, så var der eventyr, så var der solbad, så var der fregnede ben og blå øjne, solcreme i store kager, en hånd der sidder fast på ryggen i alt fedtet.
Så var der saltvand og skum som små oppustelige dyr (ovenpå det hele), så var der sokker og sandaler i vandkanten og sand mellem ballerne.
Så var der småsten i kussen,
der skar sig ind som krystaller i huden.
Så var der vådeskud og rovmord,
så var der paradis-is og cykelstænger.
Så var der tyveri, bilbrand, rovmord.
Så var der gamle smykker smidt i flod, (over bord),
så var der en samling af ord.

Når nogen sagde noget, kunne hele verden bryde sammen som en gammel bygning.

Så er man et lille stykke sæbe, der langsomt opløses i vandet. Så er man rosenknopper og tun, blanke tun, der spjætter og vender sig i vandet, blåt, et rødt kronblad der lægger sig på overfladen.

Så er man intet, så er man alt. 

OG SÅ
kunne det også være interessant at læse et digt
om hvordan det fungerer
ikke at bryde sig om børn.
For det har jeg aldrig prøvet.
Manner, det gad jeg godt at læse.

   Nogen, der kender noget?