Tak. “17.07”

Du fylder mit hjerte
som fyldt chokolade

og pakker det op af sit guldbetræk

tak!

Barndomsdigt 43. På maven 2. “16.56″

Så ligger vi der på maven
og haler kriblekrabledyr op af vandet
og selvom der er over en meter op til badebroen
og spanden
giver krabberne ikke slip
men lader os tage dem om livet
og samle dem som bær
Når spanden er fuld
er der sikkert over 50
og måske gemmer vi de pæneste
men ellers vender vi spanden på hovedet
og hælder nænsomt krabberne ud igen
midt på broen
de piler til alle sider
som spildt mælk

Barndomsdigt 42. På maven. “16.53″

Krabberne bidder på det gamle fiskeskind,
du tror mig måske ikke,
men lige præcis så gammel er jeg:
At jeg har fået fiskehandlerens aflagte fiskeskind
og fandet krabber med det

Skindet flår man et lille hul i
og trækker snøren igennem
som i et smykkeværksted, simpelthen

Barndomsdigt 41. Voksne mennesker. “16.50″

Vi er på besøg hos farmor, hele familien er på besøg hos farmor
og min bror og jeg er voksne, men tager hinanden i hænderne alligevel,
for hey! vi er vel ved vandet,
3-1-1
og så hopper vi over de bredde pytter
så ler vi uforløst
så spæner vi hen over klitterne

Sådan er det jo slet ikke, “16.12”

Himlen har aldrig den farve i virkeligheden.
Eller har himlen aldrig den farve i virkeligheden?
Har man en bestemt farve eller en bestemt farve?
Desværre er mammutterne døde
Desværre holder min kjole, i virkeligheden, slet ikke hele evolutionens udvikling i billeder
Desværre kan man ikke bare møde en en-celler organisme
F.eks. mens man går og køber ind i Rema
Desværre er kæmpeblæksprutten også ret sjælden
og der er slet ingen Rema i de syv have.

Der er ikke nogen julemand,
han er ikke konge af hverken havet eller landjorden,
fiskene har ikke ben mere
og roserne er sjældent så buttede

Så stor er jeg ikke. “16.04”

Tror du selv at foden af min kjole er skrift på et bygningsværk, fx en retsbygning?
Nej, så tænkt dig om en anden gang, ikke?

Barndomsdigt 40 er nok. “15.59”

Du fortæller mig at 40 er nok, siger du,
tænkt på det som den alder ingen vil have.

Nu er det jo et digt, skat. 
Der er vel ingen øvre grænse for, hvor mange digte
folk vil have?


Det er lidt ligesom en kæmpe isvaffel, siger du.
er kun dig, der er åndssvag nok til kun at ville fylde den med blåbæris.

Barndomsdigt 39. Morfar. “15.54”

Morfar plejede at løbe rundt i haven i kolonihaven
med mig på ryggen
Jeg forestillede mig, at det var præcis sådan, det måtte være, at ride på en rigtig hest

Morfar kom ind, da mormor og jeg var i skumbad
og var fjollet og lagde små plastikkopper og dyr og legetøj på mormors bryster

Morfar røg pibe og derfor syede jeg en rigtig læderpung til ham med grønne lædersnore, en gang til jul

Morfar fik kræft i halsen, og spyttede og hostede og hakkede,
og forsøgte at forklare mig, hvorfor han mistede stemmen,
og det vidste jeg jo udemærket godt
og jeg var egentlig ret sur på ham
fordi han forsøgte at forklare mig,
hvad jeg udemærket viste
og fordi han tog livet af sig,
selvom min mor havde forsøgt at bilde sig ind
at ikke alle døde af kræft
og han kunne være her mange år endnu

Jeg troede ikke på det
og endda, da vi kom hjem fra sydfrankrig
ringede telefonen

Barndomsdigt 38. Døden II. “15.49″

Vi flytter festen til farmor og farfars hus
hvor folk kommer og går
og skiftes til at sige farvel

En ven kan ikke kende forskel på min far og min onkel i voksne udgaver

Farfar taler i vildelse, øjnene kan ikke fokusere

Da hjemmeplejerne kommer ind, råber han
Kom! Kom og red mig!
De ord trævler mig op indefra som et knivsæg, og jeg får lov til at made ham

Jeg bliver og sover med farmor
i farfars side af sengen
farfar ligger i hospitalssengen i stuen og dør
Kl. 04.00 vækker far os og fortæller det