Citrongræs, viol
Appelsintræ, syren
***

Du er guld værd. Du er en engel.
Den slags mærkater, kan man godt blive træt af,
når man nu bare er dørmåtte

Bulldozeren
er en helt konkret mentalitet
man kan have som menneske
Du skæver ud over brillekanten
Det er relativ klichéfyldt
Nogle siger damptromle.
Men princippet er det samme.
Dozeren eller tromlen
ænser eller anser kun sine egne behov som vigtige
vi andre er der bare.

Er det en slags omvendt dørmåtte? spørger jeg
Ja. Faktisk.

Du er rosenrød, elskede
Se nu her, hvor jeg folder servietterne
og sætter dem fri på vandet
Kan de ikke godt gå for svaner?

Se nu der, hvor børnene kaster brød til dem
og forældrene haler dem væk
inden de får brækkede deres arme arme,
se hvor farligt det er

Ingen grund til at rødme over mig
Jeg har skabt noget virkeligt fint

Jeg rækker ud efter din kind
men så er du bare en papmand

Hverken trompet kan man spille
eller ord skrive
Jeg er måske kun et eksperiment
i dit syge hoved

Så du har gemt min Virginia Woolf bog, din satan
Nu skriver, skriver du
ingen bøger til mig
blot lange sms’er
med alt det,
jeg skal huske at købe ind
alt det jeg skal skaffe
og bortskaffe
inden det bliver mørkt
selv lytter du mest til dine gamle LP’er
med lukkede øjne/mens du kigger på dine neglebånd
Jeg vil smide dig ud med badevandet!
Jeg vil bande dig langt væk
og ikke bager kager med menstruationsblod i
for jeg vil ikke have, at du skal blive
jeg vil ikke have dig liggende som en hullet hynde på stuegulvet
jeg har nok i plankerne og i musikken for migselv
jeg behøver ikke det stereo og den joint, du bidrager med
ikke dine beskeder
om alt det andet, jeg skal skaffe til vores fællesskab
jeg behøver ikke dit karlekammerskab,
som meget vel kunne vælte ned over dig lige nu
Nu hvor du har aflåst alle hjørneskabe
må jeg komme til her af alle steder
måske har du gemt Virginia her
der kunne SAGTENS ske et hændeligt uheld

Jamen, lad os så blive til!
Der er intet at vente på,
når vi kun har hinaden.
Eller os selv.
Så skab dig!
Vær en morgenhymne, for helvede.
En morgenfrue.
De har hoveder som løver, børn har malet,
vær sådan én, ja for helvede,
vær sådan én!
Vi kunne pakke en kurv
eller et helt hus ned i rygsæk
og rejse langt, langt hjem –
ja, hvor i alverdens kunne man ellers ende?
Hvor jeg er, er jeg hjemme.
I tipi på bakkens top
indpakket i sne på svenske klipper
i hytter
i huse
i lejligheder i København
en helt masse Amerika
bagsæde, forsæde
slå fødderne op
og læs en bog!, endnu bedre skriv! en bog!
skriv mange bøger!
giv dem til mig med autografer i,
saml på autografer
fra venner og familie
saml på billeder, du ikke tager,
kys mine øjenlåg, når jeg sover
kys mine hænder farvel

En dag, dør jeg, min skat.

Du behøver ikke vende dig til tanken –
Det er sådan, det er

Så lev med mig nu, allesteder, elskede
Hvor skulle vi dog ellers være?

Sveriges skove bliver så tunge af alt det hvide
Ingen som holder til i byen
eller blot i Danmark
kan forestille sig det;
hver/hveranden vinter
denne evindelige pudder
eventyrligheden, der lægger sig over klipperne
så tyst det bliver
alt det land, man kan vinde her!

Jeg gav soldaten mit hjerte
altså i børnehaven
Det var bare noget rødt filt med klips
om et lille stykke pap
Jeg var iklædt rosa satin
og soldaten var for genert til at synge
“Lille prinsesse
oh, giv mig dog dit hjerte“
så vi legede at jeg allerede havde givet ham det
inden forestillingen begyndte
Så sang jeg begge roller
inklusive meget kærlige ord til mig selv
Soldaten så ikke særligt begejstret ud
et nyligt godtaget frieri taget i betragtning
Men i hvert fald fik jeg min rose