jeg åbner kun min skattekiste i absolut mørke
ellers overdøver farverne de prismer, der udgør den egentlige valuta
luk øjnene og mærk, hvor rig jeg er
jeg åbner kun min skattekiste i absolut mørke
ellers overdøver farverne de prismer, der udgør den egentlige valuta
luk øjnene og mærk, hvor rig jeg er
det er komplet irrelevant, at jeg bliver høj
af de små vibrationer gennem mine lemmer,
når nogen tænder for strømmen.
alt mit lys udsender jeg kun for jer.
min krop er et skattekort på printerpapir
en reproduktion af en tilfældigt opstået plan
uden endemål
og med x’er tatoveret, hvor verden er brudt ind
hvis der nogensinde var en skat at grave sig frem til
har nogen taget den med sig, før verden blev skabt
bevidstheden er en tynd kobbertråd
spændt varsomt ud i midten af en
klokkeklar
glasklokke
sindet er ikke den strøm, verden sender gennem mig
men blot det mønster, mine hjernevindinger
er forprogrammeret til at danne
mens lemmerne sender beskeder frem og tilbage mellem hinanden
med små papirbåde
gennem åer af blod
du siger at der altid er et sted, jeg kan flygte hen
for at holde en pause fra alt, hvad der udgør mit liv
du siger at jeg blot skal slippe tankerne
og så er jeg alene i tomhed
men når jeg slipper tankerne, slår de mod mit kranies vægge
og kommer tilbage med dobbelt kraft
uden den lænke, jeg brugte til at holde dem i ro
og sammen med de lugte, der sidder permanent i mine næsebor
og ikke lader sig dufte, før jeg glemmer at være distraheret
hvordan skal jeg tømme hovedet for tanker
når jeg ikke har noget sted at tømme det hen
evolution er bare et andet ord for rastløshed
vis mig dine drømme, og jeg skal fortælle dig hvem du ikke er
mens de få tanker, jeg har
snurrer om mit hoved
som håret, der kastes rundt af vinden
som elektroner om et atom
som et fuldt udviklet
planetsystem
hvordan kan jeg forberede mig på det ukendte
eller værge mig mod at miste den naivitet, jeg aldrig har set udefra
kan jeg gøre andet end umådeligt forsigtigt at kravle millimeter for millimeter
i en hvilken som helst retning
indtil jeg kravler ud af vandet, opfinder ilden
og brænder evolutionens nyeste væsen på bålet
af uskyldig
pyroteknisk
glæde
jeg har samlet mit hår i fletninger som dækspor om mit hoved
og ladet alle de usynlige biler
slingre ned ad min nakke
til skulderbladenes harmonikasammenstød
hvis jeg lukker mine øjne, kan jeg stadig høre motorernes brummen
efterhånden som metallet lægger sig til hvile
brændt halvt ind i min stive ryg
og halvt ind i luften omkring dine næsebor
halvt i forvirring
og halvt i distraktion
erklærer du mig din automatiske kærlighed
og ser mig dybt
i lågene
bind mit hår i en knold
og tænd mit bål
lad ilden slikke om mine tæer
tag mig ikke med dig før
alle har forsikret sig om
at jeg er død
er gået hjem til deres nænsomme koner
der ligner mig uhyggeligt meget
og har bedt dem slå håret ud
Det, vores virksomhed trænger til, er at brænde nogle flere hekse. Vi arbejder godt sammen som et team, men vi lader aldrig hadets glød gå gennem vores flok som en steppeild, vi er alt for dygtige til at skjule vores mørkeste ønsker. Dette er en lille virksomhed, hvor alle kender alle, og det giver ikke mening at være så tilbageholdende, når vi nu efterhånden kender hinanden lige så godt, som man kendte sin nabo i en landsby i middelalderen. Jeg foreslår, at vi nominerer Linda fra PR som heksen. Hun er den, der efter min mening passer beskrivelsen bedst. Da det vil være meget kontroversielt at brænde hende på et rigtigt bål, foreslår jeg at vi også stemmer om, hvorvidt vi skal brænde hende ihjel eller blot have et par brandslukkere parat til det tidspunkt hvor vi vurderer, at hun har fået en tilstrækkelig røgforgiftning. Jeg uddeler nogle lapper papir, og I skriver ‘røg’ eller ‘brand’ på dem, folder dem og sender dem tilbage til mig. Lad mig også vide, hvem af jer der er gode til knuder, der er svære at binde op.