jeg har samlet mit hår i fletninger som dækspor om mit hoved
og ladet alle de usynlige biler
slingre ned ad min nakke
til skulderbladenes harmonikasammenstød

hvis jeg lukker mine øjne, kan jeg stadig høre motorernes brummen
efterhånden som metallet lægger sig til hvile
brændt halvt ind i min stive ryg
og halvt ind i luften omkring dine næsebor

halvt i forvirring
og halvt i distraktion
erklærer du mig din automatiske kærlighed
og ser mig dybt
i lågene