den ufødte bastard er en ny civilisation
en kirke af dødsdømt kød og blod
og byggemesteren er den, der kaster den sidste sten
på den utro kvinde
for at skabe et hjem på den frugtbare grund, hun efterhånden vil blive til

jeg nægter at blive lykkelig før den dag
hvor alle mine lemmer hænger i tynde tråde
og hovedet knapt kan holde sig oprejst på min hals
fordi nervernes sang går fuldstændigt uhindret gennem afslappede muskler

tag mit visitkort
og alle mine gamle breve
og lov mig at beholde det hele indtil den dag
hvor du brænder alt det papir, du ejer
og glemmer mig sammen med dem, du holder af

alt hvad jeg ønsker er at være i din hjernes gode selskab

som en flue mod en rude
dyrker jeg dine venlige øjne
der må ligge noget i dem, jeg endnu ikke har
en strømkilde, jeg mangler så hungrende,
at enhver omvej til den er umulig
fordi jeg bliver til sten, hvis jeg tager øjnene fra din milde stråling

så hellere blive her og slå hovedet mod en usynlig mur
til evig tid

som en flue mod en rude
dyrker jeg dine venlige øjne
der åbner sig mod mig, som kontakter vippes opad af usynlige hænder
og tænder solen i loftets spindelvæv

vi er strømførende
men pakket i isolerende gummi
selv væggenes ledninger skjuler deres baner
så kun tiden og åbne sår kan fortælle mig, hvad der er årsag
og virkning

hvad kom først, ægget eller hønen,
mit behov for dig eller din evne til at mætte det,

dine øjne eller mine?

den eneste forskel på skyttegrav og massegrav
er det, der ikke er sket endnu

i denne aflange dal blæser vinden så kraftigt
som en usynlig bæk
og de døde synes at stille sig på række omkring mig

er jeg havnet i en massegrav
et bofællesskab af endnu ikke jordslåede sjæle
eller står jeg blot i en skyttegrav
og forestiller mig resten?

den største uhygge
er at se et menneske
blive til en ting,
at se strømmen blive slukket i dets øjne
og ikke kunne finde kontakten.

et dødt menneske ligner noget levende
der aldrig kan have været levende.

jeg brænder papirstykker af
bare for at se dem vride sig
i den kemiske reaktions beroligende varmedans

det hyggeligste i verden
er at se en ting
holde op med at være en ting

det øjeblik, jeg elsker mest,
er når de sidste lysende strenge
har gået deres gang gennem den sortgrå masse
og papiret, blot et øjeblik,
mens det falder sammen til sin sidste
skitseagtige form,
ligner noget dødt,
der engang var levende

du siger fremtidsplaner
jeg siger origami
det kræver kun syv folder at gøre en frokostaftale til en svane
der glider bort på bordets rolige
overfladespænding