du har en flyttekasse og en opgave med at pakke samfundet sammen

eller du er en flyttekasse, hvor samfundet ikke passer ned i

eller samfundet er en flyttekasse, du kan vælge at lade stå i din garage

eller du kan lade være med at skrive noget på kassen. Ingen flyttekasse, intet samfund. Du er ikke nogen.

det er ikke, at jeg som sådan har et problem
med at du er et menneske
eller med, at dine tankegange
altid vil kringle sig i retninger, jeg ikke kan følge
fordi mine ben ikke bøjer den rigtige vej

det er ikke, fordi jeg ikke har praktisk sans
eller nægter at se virkeligheden i øjnene
jeg ved bare ikke, hvordan jeg skal pakke
hele samfundet
ned i en flyttekasse
med teksten “nogen skal jo grøe det”
skriblet skævt hen over en af siderne med tusch

Du er et museum
af alle de øjeblikke, jeg har anbragt i dit liv
som dele af en raket, der falder fra på vejen ud i rummet
Du er kustoden, der trisser rundt og katalogiserer
røgringene af mine glemte åndedræt
der flakser som spøgelser eller møl
tæt rundt i bygningens mørke hjørner

De sange, du skriver
om din kærlighed til mig
er ikke så meget stykker
af litteratur
som det er aflejringer af din proces med at
gøre
din smerte til skønhed
Jeg graver dem ud af din hæshule guitar
én for én, og forsøger at ligne
en ekspert, der grundigt observerer din
sjæls
artefakter

løft mig hjelmen fuld af ulykker
jeg kender ikke den sidste tankes første udspring
før den næste allerede har væltet et læs hundehvalpe
ned i mit skød, så vådt så blåt

nu synger hvalerne med skægget under vand
og bruger mine fingre som teltpløkker
i kødbollesuppen
hvor fedtøjnene stirrer forbilledligt, forbindelsesløst

det er lige så godt at sidde i et åbent fængsel
som at sidde i folketinget og lytte
til det ene røvhul
efter det andet lukke sig om den ene vælger efter den anden

du er et museum

du skal spæde til eller blive spædet til
et studie i erotik uden erotik, hvor støvet!

Der går munke i min mave
så jeg kan mærke stilheden banke skorpen af
brysternes lækre fedt / kødets lunefulde gemmesteder

skær et stykke af din ankel, lad mig smage din tå

Du er udstillet quizmaster
det er ikke fair at atmosfære den sidste mangel
på koncentration der kræver fleksibilitet i leddene

Hvidløgnens ingenting
et studie i tordenstemmens tyste ingenting

bagefter katalog alle sammen
med bølgepap som varmt omslag
med stiv ryg og lugt af indkogt heroin

skaksystemets stakåndede hilsen
til alle de forsinkede nytårssjæle

du er et museum

syrlige lommetørklæder
lokumsaftaler; liderligheden himself

jeg har en aftale med månen i aften
du kan komme med
hvis du smider låsen og lader lygterne med lys

der skal tænder i banditten, når du hviler din fjerde mund

et to et to, der er hunde i
højre venstre sutsko

sidder du med aben nu, hva’ hva’

du er et museum

systemet er selvejende
selvforvaltende
med dioderne helt ude af sig selv

dur ur skut un ulukku

systemet sådan systemet

sygeplejersken vender vrangen ud på sulten
så jeg kan baske med æggeskallerne
som var det min faldskærm ned gennem din
opmærksomhedstragt

loven om ansvarlighed: fokus
loven om fokus: noget at miste

Der er ingen konsekvenser. Du kan altid
omskrive historien, som en guirlande
kan hænges op i et andet hjørne
af sjælens åndede stakit.

det sidste system er solgt
til systemet

det har købt sig selv
og lukket dig ind

du spejler et æg som du spejler mig selv

du er et museum med mus i alle vægge

tænk: at ville forsvinde ind i din mund
ind i dine skovsø-
løver, der brøler om kap med bonsaihjortene
i dine hænders hænderhænder

der findes ikke noget som sådan

når du siger bikube
mener du så den brummen, der stiger og breder sig i lysningen
og de små sorte pletter, vi får for øjnene
når vi går tættere på
eller mener du de titusind sjæle
vi gætter på, at prikkerne
og den sorte masse, vi skimter
når vi presser øjnene sammen og læner ansigtet mod boets åbning
er?

du er et museum

der bor en mand på loftet
med lakerede fugle
ved indgangen af ethvert spørgsmål
er rejsen lakeret med sorte fugle

der findes intet svar
der findes spørgsmålet

hvordan vil du forsinke en fugl
i dens næb kører en lille rød bille
der er forsinket til langt ned i halsen
på den lille tvillingefugl

tvillingetankerne

har intet med det oprindelige citat at gøre

det er blot en fremskudt eksplosion
et tænkt krater i den gamle historiebog

at skrive fra er at give lidt af sig selv

at skrive til
fordi historien er
hvad hunden gør den til