du er et museum

med to hestesko
gennem lykkens brystvorter

du har bidt med en skorpions friske skorpionbid
men spar mig for den gaffel i det forældede horoskop

mine øjne er rustne søm

I will not unplug

sådan sådan

kan jeg quizze mig gennem en doven allegori

tiden er et mønster i min hjernes svampevamp
ok tid til at indløse et talegavekort

du er et museum

vask mig dine mindesmærker rene i aften

sætningerne er min vej gennem teksten
fra højre / med uret

pas dine modermærker
dæk dig til

vask pletterne
af dine fingre og mis med øjnene
så der kommer pletter på himlen

du dufter af urter
her er spor af sne

når du synger er jeg i sang
når du nynner er jeg en myretue

mine fingre ridser dine bryster
som var det mine egne

øjne der kiggede ud mellem pletterne

pletvis glatte ansigter

som en losseplads
i din baghave

som en kælder
i en kirke

som et spil mikado
i en mudderpøl

som vingummi
i en pose matador mix

som sætninger
i et word dokument

som vers
til et technobeat

som kugler
for panden

som æbler
i en dåse tobak

som stifter
på en opslagstavle

som jorden
i dens krumme overflade

jeg vælter til lige højre, lige venstre
lige nu
og lige om lidt

intet er så ubalanceret at det ikke er ligefremt

Hvem er det
du venter på
når du ser ind gennem mine øjne
og rynker dine bryn til et Y
som et spørgsmål på et sprog,
jeg kan forstå, men endnu ikke har lært
at tale

Hvem er det
du deler med
når du lader mig spise al maden
og foreslår at dele regningen

Du giver mig en ring
af dine arme at gemme mig i
og ser ned på den lille, tilfredse kugle
jeg bliver, når du fletter fingre
med dig selv

Jeg ved ikke, om jeg overhovedet er her

Babysengen er en flyvemaskine
ind i alderdommen

Støvsugeren er den mekaniske nysgerrighed fra dine øjne

Tapetet er et spørgsmålstegn
ud fra væggen

Tøjstativet står altid fremme som det sidste af dig der er tilbage

Dugen er et ligklæde
fra de tidligere beboere

Døren folder sig ud som en faldskærm i dine hænder

Hvad er det
du venter på
når du splitter tidsregningen
i før og efter os

med skovlen under
det store punktum
og mellem bogstaver
med skønne ankler
og sætninger,
der læner sig op af hinanden
som jazzplader,
købte du mig en ring
af tid at gemme mig i.

Louis Armstrong var en lus.

jeg lever fra kysset til munden
fra slaget til hammeren

jeg sætter mig selv på auktion, så jeg kan lære
hvad jeg er værd

hvor mange blowjobs er der på en evighed
hvor mange hænder på lænden går jeg på literen

for at stille spørgsmålet
må jeg først vælte hovedkulds ind
i handlingen

Hvad er det
du glemmer
når du vender
ryggen ind til mig

kysset er for munden
hvad hånden er for munden

bare med et tvist af frihedsberøvelse

regnen er for søen
hvad lyset er for dine øjne

jeg kan ikke være mere præcis –

John Coltrane havde igler i ørerne.

Hvad er det
du hænger dig i
når du slår en knude
på din tunge

jeg siger, du er en sukkerknald
i livets kop kaffe

du siger, det er lige til kanten
stop

Hvorfor ikke være helt metaforisk
som prinsen på flæsket
med en ny lussing til samlingen.

Charles Mingus havde også mus i lommerne.