Ikke hjemme
siger han
har aldrig været det
supplerer hun
hvad gør vi så
vil I ikke sige
at jeg har været her

alt er vel strengt taget en uniform
i nogle tilfælde skal man bare vente meget længe
før resten af hæren dukker op

sladderkongen åbner brevsprækken og skimter ud
men mødes kun af et par øjne
der kunne tolkes som tilhørende
en af hans egne journalister

han sukker og skriver sin daglige artikel
om sandsynligvis fremmede folk, der sandsynligvis overvåger ham
og sandsynligvis vil ham noget ondt

Har du været i en skov for nylig?
dyrene bruger altså også uniformer
og snuser mistænksomt
til hinandens sager
af en eller anden grund
falder de fleste af dem til ro
normalt omkring den her tid
det må være træerne
der får dem til at tro
at de kan vide sig sikre
jeg kender ikke din kalender
men her hos mig
er det altid rådyrets år
angsten er andenstemme
den jagedes adrenalin
mit brændstof

regnen marcherer i ujævne kolonner ned over byen
og de tidligt vågne, der passerer forsigtigt gennem gaderne
priser ukendte guder for
at vandet ikke er bomber

det er de færreste mennesker, der har set en politibetjent i aktion

de fleste af os ser kun uniformerede
skygger, der bevæger sig et sted
inde i en tofarvet bil

de, der har mødt politiet
fortæller om ens uniformer, der dækker uens kroppe

bløde øjne over sammenknebne munde

henvisninger til ordrer ovenfra
(ovenfra er måske et sted, måske en person)

og en hel oktav af stemmer
der alle som én siger

“Hvharjegodadingertillgenophenskaårkunndet?”

De skriver nu
som om det passer
at Sankt Laurentius græder igen
men det sker i virkeligheden ikke
det, der ser ud til at foregå
foregik i forgårs
og historiebøgerne på himlen
er allerede forældede
når lygterne slukkes
og solen står op

alt finder
i sidste ende
et sted at foregå

fuglene på grenene
og i mangel på grene, ledninger

kvinderne i kjolerne
og i mangel på kjoler, bukser

berømthederne i deres hoveder
eller i deres venners hoveder
eller i den bundløse fælles mave på et tusindtal af fans

og ja, også
videnskabsmanden et sted bag
papirtynde briller
og en brilletyk lup, der tilsammen
bøjer lyset i en blød tango fra verden til øjne
mens han med sin dybeste, mest autoritære stemme
forsøger at undgå at svaje i takt
og spørger

“Og hvad foregår der så her?”