det generer mig, når en bums,
der på ukompliceret vis har invaderet mine sanser
med ølånde, ugegammel sved
og alt for kraftige, hæshostede slagere
pludselig vender et hul i blusen mod mig
og uplanlagt, ubevidst
åbenbarer et stykke mavehud
der ligner den hud, jeg lægger min kind mod
og mærker dine muskelsmeltende,
kaminildede arme omkring mig
så jeg et øjeblik ikke kan se andet i hans skæve krop
end muligheden for nærhed
ikke alle mennesker bør være mennesker
Jeg vil hellere høre dig synge en sang
end at lytte til min chef trække i land
hvad der burde blive ude på havet
Jeg vil hellere høre dig trække vejret
som var din mund det eneste rum
vi kunne være sammen i
jeg tænker på den tid der går
fra en ulykke
til reaktionen på en ulykke
mellem øjeblikket af rendyrket, abstrakt
smerte og frygt
og øjeblikket, hvor jeg ser mig omkring og danner et hjernekort over bruddene
og folk strømmer til fra alle sider for at hjælpe
står det glatte, uvirkelige moment
hvor vi alle bare glor, og intet sker
fordi vi pludselig har opbrugt alt livets genopfyldelige
action
Jeg vil hellere skrive et brev til dig
end at forfatte gensidige kontrakter
mellem identiteter uden egen mund
Jeg vil hellere lægge min arm om dig
ind under din trøje
som var din hud mit hjem
Lørdag d. 21. juli konstantskriver jeg med Erik Scherz Andersen her på bloggen kl. 10-22. Tirsdag d. 24. juli konstantskriver jeg med Rasmus Varnich Blumensaat i samme tidsrum. I begge tilfælde skriver vi ud fra et citat, som vi offentliggør til slut.
Her ender dagens konstantskrift. Jeg skrev i seks timer ud fra billedet “Self-illumination” af André Kutscherauer
– og sankthans.
to skridt og en opgravning
hæld jorden tilbage i hullet og gentag
disse ord er mit skattekort
det er ligegyldigt, om jeg finder noget af værdi
jeg vil bare gerne lave et langt ar i landskabet
komplet med sting
og hævelse
som har jeg forsøgt at bage et brød af jorden
og er kommet til at bide ind i dets kød i stedet
jeg åbner kun min skattekiste i absolut mørke
ellers overdøver farverne de prismer, der udgør den egentlige valuta
luk øjnene og mærk, hvor rig jeg er
det er komplet irrelevant, at jeg bliver høj
af de små vibrationer gennem mine lemmer,
når nogen tænder for strømmen.
alt mit lys udsender jeg kun for jer.
min krop er et skattekort på printerpapir
en reproduktion af en tilfældigt opstået plan
uden endemål
og med x’er tatoveret, hvor verden er brudt ind
hvis der nogensinde var en skat at grave sig frem til
har nogen taget den med sig, før verden blev skabt
