Min chef er et tyndt stearinlys
på den brændende hovedgade

Min kollega er et fyrfadslys
med hænderne på tastaturet
som var det hovedgærdet
en søndag morgen

Min ukrainske programmør
er et kalenderlys
men også en spand fuld af hundehvalpe
når det kommer til deadlines

Bygningen er fyldt med lønsedler
og kontrakter, der udgør hjertet
i det brændende Sankt Hans bål

jeg vil helst ikke vælge
mellem de muligheder, du sender som dartpile med posten
til mit ordstukne ansigt

jeg vil gerne have ‘ingenting’ til 500
hvad er lyden af én dør, der smækker

Jeg er en møller, maler lys,
sorterer skyggen fra, fraværet i sort
på gulvet i en spand, at skrue op for gulvet
at løfte taget, at bryde / løfte,
nødvendigheden.

jeg vil gå baglæns i dine fodspor
indtil jeg når dit udgangspunkt
eller bumper min ryg mod din varme mave
og dermed endelig standser de skridt, vi udtværer fortiden med
i forsøget på at genskabe den ulykke, der udgør dit liv

Jeg vil hellere være en lysekrone
end at være et spotlys fra IKEA
der kan brænde i helvede

Jeg vil hellere male lyset
og være en mølle
der slår vinden, umærkeligt

Jeg vil hellere gentage dit navn
end at sidde her i præsidentens sko
og tale en hund efter munden

Jeg vil hellere brænde i helvede
end at blive mindet om de lussinger
du har givet mig at sidde på

jeg ønsker, at du skal se mig i det lys
som min lysekrone kaster over små dele af virkeligheden
mens jeg går luciaoptog
gennem de brændende gader

jeg er en hund, der henter dine brændende sutsko
mens du flygter ud af bygningen

jeg vil høre dig synge min chef en hemmelig lussing
mens jeg tager din chef i den metaforiske røv
i et rum, hvor vinduerne er lukkede ører
dørene er fraværet af alle, der ikke er os
og vi kringler os om hinandens brændende torsoer
ude af stand til at undgå
en dag at holde op med at lade være med at holde
ferie

Jeg vil hellere forestille mig dig
end at lade momentet
slå mod virkelighedens brænding

Jeg vil hellere stille dig i det rette lys
så du kan være midtpunktet
som ved en ulykke