Jordens passagerkapacitet er lig nul {10:16}

I laboratoriet står centrifugen
tændt natten over
uden opsyn

som kirurgiske overgreb
bestemmer restriktionsenzymerne
hvad der er historisk og
hvad der er ahistorisk

vandet er gået
spøgelserne af de forudgående generationer
tripper nervøst omkring på hospitalsgangen
i deres digitalblå gæstekitler
og venter på at blive kaldt
ind igen

lægger mastercardet under vingen [10:07]

jeg forholder mig i ro
forseglet som en bankboks
lukket som en gammel bog
som du kun må læse, hvis du forsigtigt bøjer
siderne ud fra hinanden som vinger
og titter op i det hulrum, jeg har forbudt dig
at rive op

dine brevknive er som tusind hackeres koder i min mave

Arvestykker {10:00}

Hvad skulle det gøre godt for
at bygge en opbevaringsboks
i lydisolerende materialer

I Kina bruger man arbejdshold
til at dekonstruere skyskrabere
i stedet for at rage dem ned

I teorien banker halskædens vedhæng
tretten gange mod indervæggene
med dit billede indeni
før begge dele giver sig hen til hinanden
for at svæve fri af disse systemer
der stadig kører på målbar tid

Manden på jorden smiler med munden
arbejdshjelmen lægger en bjælke
af middagsskygge
over hans øjne

Askefællesgrav [22:00]

Her slutter dagens konstantskrift. Erik Scherz Andersen og Cecilie Lolk Hjort skrev 100 tekster i løbet af 12 timer ud fra Rasmus Varnich Blumensaats tekst “Askefællesgrav“:

Når jeg tænker på Vesten
tænker jeg mig selv
som en hund der kryber sammen ved sin ejers krop
efter en form for ulykke

[21:59]

Godnat, søde stjerner
som sukkerprikker i himlen
Godnat, glittersko
en 12-årig piges eneste drøm
Godnat, trætte metaforer
og døende klicheer
Godnat, Erik Scherz Andersen
og hvilke søvnigt og saligt kollapsende galakser
du end for øjeblikket
omgiver dig med.

Godnat (21:56)

Godnat, Miles Davis
læg dig som en hund
Godnat Charles Mingus
læg dig som en
Godnat John Coltrane
læg dig som
Godnat, Louis Armstrong
læg dig
Godnat, i øst og vest
dig
Godnat, Cecilie Lolk Hjort

I Østen stiger … [21:51]

I Østen stiger systemet op
I Vesten sænker det sig ned over den enkelte borger
som en moderlig stormsky, som fluorescerende bobleplast
et diskotek af paragraffer
en fest af begrænsninger
I Østen er systemet den ild, der viser sig på himlen om aftenen,
når solen har gået de sidste runder i kvarteret
I Vesten er systemet en guddom,
der ikke kan se sine bedende disciple,
men kan røre dem med sine lange, varme
fingre

(21:48)

kast din ængsteligheds brødtern i ursuppen
lad dem bløde op
så svanerne kan tager dem og
fodre ungerne

med menneskenes angst

smid ikke affald i din stolthed
hold din private sti ren
så dine børn kan rejse ud i verden
og begå de samme fejl

med største naturlighed

I Østen stiger [21:37]

i Østen stiger den sorte svane op
og breder sig på sky
i bedestilling med vingerne spredt til bøn.
Den kaster en skygge ti gange større end sig selv
på en landsby fuld af mennesker, der begynder at pludre
som skovsøer, om regn, om indsamling af drikkevand
og begynde at udspænde opskårne affaldssække
der næsten ligner sorte svaner
der soler sig i skyggen.

I østen (21:32)

I østen
stiger solen op i østen stiger
solen op i østen stiger solen
op i hvilke hemmeligheder
gemmer du i mine skjortelommer
hvad er det du hvisker i østen
om natten i garderoben stiger solen op
mellem skjorterne i østen
hvorfor skal de hænge efter regnbuens system

systemet i østen har fejlet
systemet stiger solen op er det eneste
der er tilbage