jeg fælder vidner som brænde
med deres egne beviser
og gør mig til dommer over himmel og jord
blot ved at følge reglerne
med loven i hånd
og sten i fødderne
skal ingen sige, at jeg ikke gjorde mit
for at bygge et land
jeg fælder vidner som brænde
med deres egne beviser
og gør mig til dommer over himmel og jord
blot ved at følge reglerne
med loven i hånd
og sten i fødderne
skal ingen sige, at jeg ikke gjorde mit
for at bygge et land
En uniform er et særligt sæt tøj
der skal signalere et tilhørsforhold
en uniform må passe til bærerens funktion
en skal for eksempel kunne tåle ild
en anden skal kunne gemme sig i naturen
inden for videnskaben er uniform et tillægsord
der betyder ensartet
det akavede øjeblik
hvor ræven sniger sig ind på dig
og bider dig let i nakken for så at løbe væk
og du vender geværet mod den, men kan ikke få dig selv til at skyde
fordi dyret vel nu
teknisk set
har vundet jagten
En årring kan skrælles af
alt kan jo ryddes af vejen
når det kommer til stykket
jeg stopper den sommer
og alt det vi gjorde
og ikke fik gjort
ind i en kakkelovn
og videre gennem spjældet
op gennem skorstenen
og ud som små hvide skyer
af røg, der fortyndes på himlen
til det ikke længere er der
resten vil jeg i morgen
feje ned i en bakke
og strø det i skovbunden
ingen vil længere kunne se
hvad det engang har været
Ikke hjemme
siger han
har aldrig været det
supplerer hun
hvad gør vi så
vil I ikke sige
at jeg har været her
alt er vel strengt taget en uniform
i nogle tilfælde skal man bare vente meget længe
før resten af hæren dukker op
sladderkongen åbner brevsprækken og skimter ud
men mødes kun af et par øjne
der kunne tolkes som tilhørende
en af hans egne journalister
han sukker og skriver sin daglige artikel
om sandsynligvis fremmede folk, der sandsynligvis overvåger ham
og sandsynligvis vil ham noget ondt
Har du været i en skov for nylig?
dyrene bruger altså også uniformer
og snuser mistænksomt
til hinandens sager
af en eller anden grund
falder de fleste af dem til ro
normalt omkring den her tid
det må være træerne
der får dem til at tro
at de kan vide sig sikre
jeg kender ikke din kalender
men her hos mig
er det altid rådyrets år
angsten er andenstemme
den jagedes adrenalin
mit brændstof
regnen marcherer i ujævne kolonner ned over byen
og de tidligt vågne, der passerer forsigtigt gennem gaderne
priser ukendte guder for
at vandet ikke er bomber
det er de færreste mennesker, der har set en politibetjent i aktion
de fleste af os ser kun uniformerede
skygger, der bevæger sig et sted
inde i en tofarvet bil
de, der har mødt politiet
fortæller om ens uniformer, der dækker uens kroppe
bløde øjne over sammenknebne munde
henvisninger til ordrer ovenfra
(ovenfra er måske et sted, måske en person)
og en hel oktav af stemmer
der alle som én siger
“Hvharjegodadingertillgenophenskaårkunndet?”