Dine fingre som grene
svajer i vind, ligner et vink
hvis jeg ikke vidste bedre
stod jeg måske ikke her
med ryggen mod byerne
og meter mellem os
vi kan stirre i timevis
tomt ud over havet
men hvor fører det os hen

din tunge er en søpølse, der lukker sig om sig selv
i forsøget på at svømme ud af din mund
sammen med idéernes tankegopler

jeg forskanser mig i sengens bunker
med slik og æbler strøet ud over det uldne tæppe
som et eventyr med indbygget lytterforplejning
og hoster demonstrativt, når nogen går forbi

når jeg er alene, øver jeg mig
på at sige “jeg er forkølet” på den mest
forkølede måde
og se hele film for straks at glemme dem igen
det er vel begrænset, hvor godt
en betændt hukommelse fungerer

I, min familie
er mit alibi
gå ud og fortæl verden, at jeg p.t. intet kan gøre
ud over at ligge i sengen

dette år skal ingen sige at jeg ikke opfylder min årlige
sygdomskvote

Der kommer gopler
ud af din mund når du taler
bløddyr med giftige tentakler
som jeg lige så forsigtigt
må manøvrere uden om
hver gang jeg skal op efter luft

det er så svært at kende forskel
på de planter, hvis kerner passerer gennem mit system
for så at vokse frem af min afføring
og de planter, hvis kerner knuses
og dør i min velmenende mave

karmasag nr. 1343
naturen v. mennesket
tiltalen lyder på gentagne blokeringer
af naturens fordøjelse

Vi har vist en del konserves
og uldne tæpper under sengen
nu kan den næste koldfront
sådan set bare komme an
jeg skal nok holde skansen

Der er ufordøjede kerner
og blod i min afføring
karmapolitiet kommer
og henter mig til afhøring
ingen udveje her

hajfosteret i sit æg
på størrelse med en stresskugle
limet fast til en højhushøj tangtråd
kaster sig af uvisse årsager
frem og tilbage
og vibrerer dermed akkurat nok til, at forskeren
opdager det og tager ægget i lommen
for at transportere det til et sted,
hvor det kan blive oplyst bagfra
af en glødelampe
så alle kan se
hvordan en hajsilhuet ser ud
når den ikke er på vej gennem det mudrede vand for at dræbe os alle

tag magten eller bliv udsat for magt
der er ingen gylden mellemvej
ingen nåde, der breder sig som arme hen over aftenhimlen
mens hjertet fluktuerer i brystet
i alle sollysets afbøjede farver

der er kun det faste greb om armen
og spørgsmålet

“hvad fanden bilder du dig egentlig ind?”

træerne er så uniforme, at man ikke kan se dem
står blot som en anden hær af SS-soldater
bag de mange
omkringstrejfende dyr

hvorfor insisterer naturen på al den nøgenhed
den rå bark på træerne, dyrenes rå kød
indpakket i et tyndt lag hud og pels
som latex og fjerboa

jeg kan ikke koncentrere mig, når verden insinuerer så voldsomt