Ja, som et barn
vil jeg enten elske dig
og ae dig
og kalde dig georg
eller træde dig
under fode
og med øjne som forelskede tekopper
se dig sprælle din
fine lille
dødsdans.
IOwnU [10:35]
Svar
Skriveblokade-digt-digt “10.33”
Jeg får så ondt af mig selv og i hovedet
Jeg er cirka totalt uinspireret
og til eksamen
og der er ingen gymnasial afsat tekst
at tage afsæt i
for hey, “du går jo ikke i skole mere”
Jeg er total ude af træning
Når jeg ikke kan skrive
skriver jeg mere hverdagsagtigt
end jeg taler i min hverdag
Når jeg ikke kan skrive
tager jeg en hat på
og leger normal
Når jeg ikke kan skrive
kan jeg ikke skrive
andet end
at jeg ikke kan skrive
andet end om ikke at skrive (andet)
Og noget jeg har læst
smitter af
Jeg tror måske, man skulle tage at lufte lidt ud
inden der går Theis i den
rumvæsen [10:27]
Siger du at jeg ligner et rumvæsen?
Bare fordi jeg har taget den her rumdragt på
og surfet på en langdød galakses aflagte meteor
gennem adskillige sorte huller
og ladet (mindst) fem verdenshjørner trække i mit ansigt
som middelalderlige torturheste
der laver søstjerne af en forbryder
som børn, som uforstående børn med stjerner i øjnene
så synes du at jeg ligner et rumvæsen?
Det er overhovedet ikke fair.
Ærlig talt “10.25”
Jeg nægter at skrive
om goplen igen!
Men ærlig talt!
Hvor får jeg dødsangst
af alle de tekster, der flyder fra mig
som sand i kæmpens næve
Ærlig talt
hvor jeg hader
teatret, der øjeblikkeligt udfolder sig
og dør hen i mindet
Ærlig talt!
Alt burde automatisk
blive brændt ned på en DVD
Technical Difficulties “10.18”
Og så skrev man sit første langdigt
og man publicerede
og det blev væk
Og man havde skrevet det direkte til nettet
“live”
Så det blev virkelig, virkelig væk
….
jeg råber som amøber [10:14]
Min sjæl er fyldt med julemænd
og små fine kongekroner.
Der er kød på hver
gennemsigtig tanke.
Jeg er en skov af amøber.
Se, jeg trækker mig fra
og åbenbarer
et stort
fedt
hvad
Afsæt “10.04”
Sådan sker det
et lille afsæt
med vuggende vinger
og pulsende muskler
en plumfed engel
der ikke kan danse
Men blive set!
blive set, det kan den!
Start “10.01”
Min sjæl er fyldt med vindruer
Der er ikke tale om træer
eller buske
men om løse sten
diamanter i et hvidt klæde
raslende rosiner, der slår mod min nyre
I mit hjerte, har jeg plantet et oliventræ
som duerne sidder i
som de hvide duer sidder i
De pikker stenene ud
som øjne
Konstantskrift med Amourose A. V. Langer
På lørdag konstantskriver jeg med Amourose A. V. Langer kl. 10-22. Amourose skriver meget anderledes end de digtere, jeg hidtil har skrevet med, så det bliver – bl.a. af den grund – spændende. Som altid kan der følges med i processen live her på bloggen.
Timeglas
Hvis vi ender med at udslette os selv med forurening, er vi langt fra den første art, der er faldet under vægten af sin egen affaldsdynge. Siden det i ursuppens tid var ilten, der udgjorde den største trussel mod liv, har det været sædvane, at når den herskende organisme kvæles i sine egne giftstoffer, ligger et nyt dyr klart i lossepladsens mave som et barn, der venter på at blive født. Det er indskrevet i enhver genopstandelse, at den ikke kan være en gentagelse af det foregående, men må være en omvending til det utænkelige. For det væsen, der kæmpede ved vinderens side om de samme ressourcer, er dømt til at falde med ham; Men efter dommedag har møgdyret uendelige ressourcer. Sådan opstod altså også vi, grådigt mæskende os i et eller andet fortidigt udyrs udskillede fæces; Ikke helt ulig den ulidelige lethed, hvormed en enkelt togpassager lader alle de andre mase sig foran hende, før hun slentrer ind og berøver nogen deres tilkæmpede kvadratmeter med et “undskyld, det er vist min plads”. Sådan er timeglassets selvopfyldende verdensundergang et billede på planetens historie: De sidste skal blive de første. Eller: Af lort er vi kommet, og til lort skal vi atter blive.
