FORSØG MED LÆNGERE DIGTE “18.01”

Jamen, lad os så blive til!
Der er intet at vente på,
når vi kun har hinaden.
Eller os selv.
Så skab dig!
Vær en morgenhymne, for helvede.
En morgenfrue.
De har hoveder som løver, børn har malet,
vær sådan én, ja for helvede,
vær sådan én!
Vi kunne pakke en kurv
eller et helt hus ned i rygsæk
og rejse langt, langt hjem –
ja, hvor i alverdens kunne man ellers ende?
Hvor jeg er, er jeg hjemme.
I tipi på bakkens top
indpakket i sne på svenske klipper
i hytter
i huse
i lejligheder i København
en helt masse Amerika
bagsæde, forsæde
slå fødderne op
og læs en bog!, endnu bedre skriv! en bog!
skriv mange bøger!
giv dem til mig med autografer i,
saml på autografer
fra venner og familie
saml på billeder, du ikke tager,
kys mine øjenlåg, når jeg sover
kys mine hænder farvel

En dag, dør jeg, min skat.

Du behøver ikke vende dig til tanken –
Det er sådan, det er

Så lev med mig nu, allesteder, elskede
Hvor skulle vi dog ellers være?

Barndomsdigt 45. Sverige, vinter. “17.55″

Sveriges skove bliver så tunge af alt det hvide
Ingen som holder til i byen
eller blot i Danmark
kan forestille sig det;
hver/hveranden vinter
denne evindelige pudder
eventyrligheden, der lægger sig over klipperne
så tyst det bliver
alt det land, man kan vinde her!

NOTE II

Som I måske kan fornemme, lykkes det mig fint nu at smide tekster op.
Nogen, der kan komme med et inspirations-ord? 

Much obliged!

Barndomsdigt 44. Jeg gav soldaten mit hjerte. “17.47”

Jeg gav soldaten mit hjerte
altså i børnehaven
Det var bare noget rødt filt med klips
om et lille stykke pap
Jeg var iklædt rosa satin
og soldaten var for genert til at synge
“Lille prinsesse
oh, giv mig dog dit hjerte“
så vi legede at jeg allerede havde givet ham det
inden forestillingen begyndte
Så sang jeg begge roller
inklusive meget kærlige ord til mig selv
Soldaten så ikke særligt begejstret ud
et nyligt godtaget frieri taget i betragtning
Men i hvert fald fik jeg min rose

DIGT OM AT VÆRE DIGTER VIIVIIXX. “17.40”

DIGTERE KAN IKKE TÆLE
DERES EGNE DIGTE

 

DIGT OM AT VÆRE DIGTER VII. “17.32”

Og ja, det hele blev en blomst i vejret
I det mindste har jeg ikke købt nogle skide bønner

DIGT OM AT VÆRE DIGTER VIII. “17.34″

“Også vingerne, også dem, disse stakkede vinger, størknede, klare, forpjuskede ly, blodsprøjt og tandbad, også dem med deres sæthed, deres tosomhed, også den, den ene, løsrevet, som en (dekorativ) skål på et bord. Og så, den anden, væk.”

DIGT OM AT VÆRE DIGTER VI. “17.31″

Så er vi landet her.
Og det er egentlig ikke fordi
duften
af brændte vinger
er så slem igen
Det kunne sagtens have været værre

DIGT OM AT VÆRE DIGTER V. “17.29”

Se nu! Din sjæl blomstrer!
Verden er ikke skabt til dig –
men du er så heldig
at være skabt til den: mærk, vi trækker selv vejret!
Hør, hvor lavinerne skrider.

DIGT OM AT VÆRE DIGTER IIII. “17.27”

Så er det, du siger
at verden er befængt med med lilla blomster
og jeg skriger, at du er en fucking idiot,
der intet fatter af noget som helst: For fanden, se nu din sjæl blomstrer!