[18:54]

for at se mig i øjnene
vender du siden til
mig og råber dit budskab ud
til publikummet, der strækker sig i lange rækker skråt op mod himlen
og jeg fanger bidder af dit ekko
og små trækninger
i de tomme ansigter

det er som når tidevandet ruller ind
og kærtegner mine sandslotte
som en lænkehund der ikke helt kan komme tæt nok på til at bide

[17:39]

du lægger dig i mine arme som en forsøgsdukke i langsom gengivelse
uden fingre og uden øjne, kun de mest overordnede former
lader du kollidere med min luftpose af en hud

din hånd på min er en ulykke der venter på at ske

[16:54]

er vi dømt til at være metaforer
for hinandens tidligere elskere
en streng af uens perler om halsen på en mærkedag, der måske er vores egen

når jeg vågner, ser jeg dine lukkede øjne
når jeg falder i søvn
din nakke som pelsen på en bjørn
der er for optaget af at drømme om et bibo
til at ænse alt det nærende kød, der udgør min krop

vi har glemt hvem af os der er elskende
og hvem der er elsket
vi har glemt hvem af os der engang kom sammen
med en pige med fregner i panden
jeg kysser din i det samme mønster
sådan vil din næste elsker prikke dig med sin finger
i præcis samme tempo
som en slags kode, der ændrer sig med hvert nyt navn på døren
for ikke at uddø
som de sprog, ingen længere taler

[16:34]

som en operasanger må jeg forblive stift oprejst
i tilfælde af at du vil høre en sang.
min sjæls korset er min krops måde at vise dig
at jeg altid er beredt.
bare pift i din hundefløjte,
så hyler jeg til månen
og smadrer glasset i dine øjnes fiskebowle.

[15:58]

en hengiven kvinde står altid tre skridt
foran sin mand
og blokerer hans vej med ængstelige øjne
og endeløse mængder hjemmelavede aftensmåltider
for at sikre sig at hans krop hver dag
spændes til bristepunktet
med forsigtig utålmodighed 

[15:34]

du er en flammende kugle af røg
med en maskinpistolmund

alle dine lemmer er ubrugelige
når kernen er hvor
projektilet ligger begravet

[15:06]

kan jeg fastholde dit blik
som man lægger latexbeklædte hænder
om et bankende hjerte
og lader fingrene forsigtigt skille og samle sig
i takt med musklens kramper
mens blodet løber langsomt ind i handskerne som en kælen kat

[14:48]

jeg er den der lægger værktøjerne ud
pisk, fjer, kondomer
du er den der forholder sig passivt
ved blot at bruge dem på mig

[14:43]

kunne man tænke sig vores forhold uden en struktur
uden den elmast vi bygger for at strømføre hinanden

kunne vi slette al spændingen i vores kroppe
kollapse med udkastede hænder
som dukker af sammenrullet fiskesnor
der ligner forvredne elskende
og stole på at heldet
er en form for magnetisme

kan du vikle fingrene om min hånd
som man fraværende griber fat
i sig selv når man tænker på fremtiden

eller er det første nødvendige skridt altid
at stikke mig

den vækkende lussing 

[14:05]

men mest af alt er det hvad du ville sige
at det er

mine hænder som pengeposer
viklet om dit hoved
du er mit fornemste aktiv
de ting du ser når du ser på mig
er beviset
jeg kan fremlægge i glas og ramme
når jeg skal dø
og sige: se,
mit liv har haft værdi.