jeg tror ikke på myten
om den lykkelige besøgsven
ingen kan holde ud at give sit hjerte til fremmede mennesker
der ikke engang kan huske én
næste gang man kommer på besøg
et venskab uden gensidighed, en simpel overdragelse
af besøgsvennens menneskelige ressourcer
til ensomme eksistenser
som ingen har fundet værd
at elske oprigtigt
jeg ønsker et samfund, hvor alle dør så forladt
som de fortjener
på skovbunden titter hundrede hoveder frem
af ét og samme rodnet
som de sammenvoksede fødder
i samlingspunktet af siamesiske hundredelinger
og i himlen hænger solen alene
med sine lameller af lys
Julian Lennon er et spøgelse af sin far
men ikke af sin mor
for hun er ikke berømt
er det mon sandt, at vi lever videre
i vores børns gener
eller lever vi kun videre, hvis verden ser vores ansigtstræk
duplikeret
i sine mange øjne
jeg har vinkearm og håndtagsalbue
bogknæ og asfaltfødder
tankerne slynger sig som elastikker i min hjerne
jeg lægger mig som en kludedukke på gulvet
og efter et par dage
har jeg træryg
jeg slår rødder og spirer grønt
og ud af småbitte kroner som rosenknopper
titter halvt formede skriveborde, stole og døre
min krop er en stadigt voksende
hukommelse
jeg boller kun med fremmede folk
og holder mig for øjnene, når jeg kommer
uden at sige en lyd
det er min blufærdighed
jeg skammer mig ikke over mit hjerte, jeg vil bare gerne
have det
for mig selv
min nabos lejlighed
er en perfekt spejling
af min
når hun går til venstre, går jeg til højre
jeg vågner i koldsved om natten
efter drømme, hvor hendes lejlighed river sig løs fra bygningen
og efterlader mig
halv
Juleaften hænger som guirlander på min krop
dekorativ og malplaceret
som buddhisten, der sagde at mennesket bør stræbe mod
at blive et juletræ
med lige lange grene ud til alle sider
i total åndelig balance
sådan forsøger jeg at strække armene præcis lige langt ud
og undlade at spise de honninghjerter
du giver mig i hænderne
nydelse er at læne sig til den ene side
og dermed forsømme den anden
Her ender dagens konstantskrift. Tommy Heisz og Cecilie Lolk Hjort skrev 67 tekster i løbet af 12 timer. Vi skrev ud fra Carsten René Nielsens tekst “Husundersøgelse” fra samlingen “Husundersøgelser”:
“Og hvad foregår der så her?” spørger de af politibetjentene, som går rundt på hustagene eller med begge arme strakt ud til siderne balancerer faretruende oppe på gesimserne. “Og hvad foregår der så her?” spørger de af politibetjentene nede på gaden, som, siddende på hug foran dørene, kigger ind gennem brevsprækkerne. “Og hvad foregår der så her?” råbes der ind gennem portåbningers gitterlåger med kun et svagt ekko som gensvar. “Og hvad foregår der så her?” spørger politibetjente, der møder politibetjente, som selv, noget opgivende, stiller samme spørgsmål: “Og hvad foregår der så her?” Selv om natten, mens de blinkende positionslys fra et fly langsomt bevæger sig over himlen, lyder spørgsmålene som en næppe hørbar mumlen i mørket mellem husene: “Hvad … så … her?”
Vi burde sidde noget mere på tagene
og se hvordan det hele tager sig ud heroppefra
de tager os nok ikke med, flyene
og stjernerne vil stadig kun ligne
undskyldninger for sig selv
bag byens forstyrrende lyspartikler
som en beskyttende boble
over vores undskyldninger for rigtige liv
vi kommer til at fryse vores røve i laser
og måske kommer vi galt af sted
og betjentene vil med sikkerhed
skrige sig hæse for at få os ned herfra
og spørge hvad fanden der egentlig foregår
alligevel burde vi gøre det
for er det ikke
det eneste vi har
denne dør er kun til for
at jeg skal gå igennem den
godt at kafka sad foran den så længe
at han smeltede sammen med den vagt
som var de begge en slags stille
langsomt skrivende
stearin
