I direkte modstrid mod garantien
splintrer de splintfrie ruder
under gasgranatens tryk

Kærligheden

Kunderne fanges
i krydsild foran banken

Kærligheden er

Mundingsilden illuminerer
røgen indefra
guddommeligt
som gammaglimt
fra døende stjerner

Kærligheden er ikke

Efter slaget ligger vagten
på et leje af våde sten
og ånder ud til synet
af dugfriske skabelsesberetninger
umulige forbindelser
mellem hjernemasse
bankmarmor og tåregas

Kærligheden er ikke umulig

SOLEN ER SÅ RØD, MOR
SÅ BLIVER JORDEN RØD, MOR
DU ER RØD SOM DET BLOD, DER BANKER I MINE ÅRER ER RØDT, MOR
HELE VERDEN ER DØD, MOR
DØD SOM EN FISK, DER SYNKER NED MOD BUNDEN
AF DET BLÅ, BLÅ HAV

Den lille død er en gigantisk død
et blodbad af episke proportioner
hvis vi altså tænker blod som andet og mere end de røde blodlegemer
der til tider forvilder sig ud af vores årer
hvis alle døde kroppe altså tæller som døde kroppe.

Men pastor, har vi tilstrækkeligt med empati stående i verdensbanken
til at følelsesføde
så mange sjæle?

Lad os alle tælle:

Én medfølelse,
To medfølelser,
En tsunami af følelser som et blodhav, der drukner os alle.

Efter en særligt vellykket halvtreds års fødselsdag
bliver generalens kone
besat af at sætte døre op
alle de steder, folk ofte passerer igennem

Først koncentrerer hun sig blot om skillelinjer
grænsen til Canada dekoreres f.eks. med rækker
af døre som borgerkrigens britiske soldater
der blot stod skulder mod skulder og ventede
på at lade sig skyde

Senere begynder hun at få sat døre hen over tilfældige
punkter på motorveje
og på altaner, i tilfælde af
at en livstræt beboer beslutter sig for at passere
ind i evigheden
selv en ensom død bør have sit ritual, som hun siger

Til sidst dækker hun blot alle landets veje
med tunneler, der indeholder
tusindvis af opslåede døre som falske nødudgange langs væggene
med risiko for desperat ironi
hvis nogen en dag vitterligt får brug
for at slippe hurtigt ud

Man kunne argumentere for at det bare er en metafor
Men hvornår har en metafor sidst bare været en metafor
Du bor i en metafor
En krystalliseret rammefortælling
Et drivhus med indlagte solstråler

Freud ler og menneskeheden ser sig selv
forsvinde i hans smilehuller.

Min penge er røde

min hænder er røde

når jeg vasker mine

indre organer bliver

havnen også rød

jeg er blot en bakteriekoloni,
der leder efter sine indvolde

hvis du ikke har nogen petriskåle, du kan undvære, så sæt
dig ned og leg Gud med mig
for en stund, så jeg føler at jeg lever

et hvilket som helst stykke stamcelleforskning
modtages med kildrende kyshånd

tårerne løber som hugtænder ned fra den unge mands mundvige
og tegner bugtalerdukkestreger af mascara
mens vinden blæser hans hår op i elektrisk orgasme
og husets døre smækker
omkring ham

det hele handler om, hvilket øjeblik man vælger
til at lægge sine øjne
på et menneske
hvilke klædestykker, der netop da er smidt
og hvilke organer, der drejer sig som uforløste
forfædre i bugens grav
indtil aftensmaden er fortæret

tør kinderne med ren alkohol
og streng din bue
med de fire toner fra en violin
terrassen er fri
og ubevogtet som altid

ingen kan bugtale for manden, der skyder
til måls, som andre spiller en symfoni

Jeg lever med min dødelighed
hver eneste dag

Han bor i et skab
han bærer sin distræthed
som en orden på brystet

gud ved hvilken dronning
der i sin tid satte den der
om hendes hus overhovedet
stadig står

Mennesket er en nervøs bølge
der leder efter en kyst
at slå sig selv ihjel på