Jeg beder dig om [ikke] at fortælle.
Historien om os.
Hvordan vi [ikke] faldt sammen som nedstyrtede huse, hvordan vi [ikke] kaldte på hjælp, hvordan vi [ikke] hørte hinanden, hvordan vi [ikke] bandt hænderne sammen for [ikke] at forråde ideen om os, et dødfødt tvillingefoster, helt fint og [ikke] færdigt.
Hvordan vi [ikke] ikke kunne bære at se dagens lys.
heste heste gungrende heste vanvittigt flygtende heste uden sans for retning men alle løbende samme vej, fordi hver af dem tænker, at ti vilde heste ikke kan tage fejl, at mængden ved bedst, at det eneste der er værre end døden er døden i ensomhed i tvivlen om sin egen beslutning, så hellere dø af flokkens fejl eller af den logik der ligger i at forfølge de ti i stedet for den ene, i det mindste dør man så fordi man løb yderst fordi man var tættest på og ikke fordi man blev særligt udvalgt eller særligt udvalgte sig selv, selv i panikkens kvælertag har man vel visse præferencer
I dag kl. 11-19 konstantskriver Cecilie Lolk Hjort og Louise Juhl Dalsgaard her på bloggen.
Her ender dagens konstantskrift. Jeg skrev i 10 timer ud fra titler, læserne gav mig (og et enkelt tilfældigt wikipedia-opslag). Jeg havde planlagt også at bruge et selvvalgt forlæg, der skulle offentliggøres til sidst i skriften som vanligt, men jeg fik faktisk så mange forslag, at det var nok i sig selv. Tusind tak til jer der gav mig smukke, fede og umulige titler at skrive ud fra. I er seje!
Ord:
Juleaften
Nabo
Blufærdighed
Musearm
Lennon
Lamelsvamp
Besøgsven
Hjerteklap
Reunion
Havskum
Børn skal ses men ikke høres
Anti-speciesisme
Kongelysblomst
Blodsukker
Polyrytmik
Tuba
Indkroget
Gallerirummets uafvendelighed
Blodsuk
Regndråbe
Vindfang
Birketræ
Antilopens ben
Edderkoppeabe
en kvinde ligger på jorden
med stoffet udstrakt over sig
i folder som hele lande set fra rummet
mere kjole end kvinde
over hende i unge birketræer
hænger en edderkoppeabe
med øjne som tekopper
og alle lemmerne udstrakt til de bløde, skrøbelige grene
halen som et femte ben akavet asymmetrisk
kroppen en udvisket silhuet
sådan bliver de hængende
et billede, der kun bevæger sig
når aben åbner munden for at gø
antilopens ben
springer let
og elegant hen over mit hoved
som et slankt romerlys springer i luften
som et par skygger af fængselstremmer lægger sig
blidt ned ad mine kinder
som et par striber af tårer
eller blod
som en kvindes to bløde ben
som en antilopes ben
der springer let
og elegant hen over mit hoved
den lille pige hopper rundt på engen
i et forsøg på at fange vinden i sin mund
og kaste den op igen som usynlige røgringe
måske, hvis hun gør det hurtigt nok,
kan hun blive til øjet
i en cyklon
jeg regner på dråberne
der glider ned ad dit ansigt
cirka femogtyve
perfekt rundet i øjenkrogene, så langstrakte
og til sidste forsvundet ind i hinanden
dine kinder er et netværk af åer, et hav der spirer
af rødder fra himlen
logistikken er uimodsigelig
du kan brødføde et mikroskopisk økosystem
læg dig ned og luk øjnene
du kan være poseidon
uden at bidrage med andet end din gråd
lad naturen bygge evolutioner i dine dale
bloodsucker
blodsukker
at blodsukke ind i løvens mund
med tænder som statuer med afhuggede lemmer
en uperfekt spejling, et ønske om en naturlig
cirkel af rødt om knoglernes symmetriske mur
et simultant blodsuk i hver centimeter af mine årer, når hjertet
springer frem som en løve fra en busk
og sætter geværskud i gang
et signal, jægeren har tilbragt sit liv med at vente på
ikke en ufrivillig så meget som en automatisk trækning
i skydefingeren
at suge blod af løvens kød, mens jeg slubrer
rødvin i ganen
og myggen sidder på min skulder
og bloodsucker
de søde bær, løven spiste
da den et øjeblik efter at have vundet endnu en løvindes gunst
sukkede dybt i bugen og glemte
sig selv
