SÅ er det hjem
og hele vejen har jeg en fortællerstemme i hovedet
(Ligesom du har fortalt mig, at du havde af og til)
Og ‘jeg’ er ‘hun’
og bladene på grenene på træerne
er sådan og sådan
Og selv udenfor historien
er jeg så og så glad
fordi jeg har fri
og syrenerne er frie
og børnene i haverne, jeg pacerer, skriger af fryd i strålerne fra haveslangen
og jeg har fået en gammel computer
man kan skrive RIGTIG hurtigt på
Det bliver til hele romaner på ingen tid, tænker jeg
Det bliver SÅ stort

Skolen er ikke et sted til læsning
faktisk

Alligevel går jeg med en bog om næsen som et halstørklæde, der er lidt for stort
og går rundt om det nye træ, de har plantet med bænk rundtomkring i gården
og læser noget, jeg ikke kan huske mere
Man skulle have skrevet den slags ned,
hvis ellers man havde forestillet sig
at det kunne blive glemt

Jeg siger ikke noget hjemme

Det er et godt trick at bruge grimme ord
for dem har man ikke lyst til at gengive overfor mor og far

Jeg pakker Kalle væk i en lille lomme med tryknapper og lynlås og pakketape
Jeg er 11 år, jeg er 13, jeg glemmer

Så er jeg 17 år og på ferie og glad
og kommer i tanker om
og går hele aftenen og gennemlever noget jeg har gemt væk, men ikke smidt

Jeg er bange for Kalle
sådan generelt
Vi var vist venner engang
men så blev vi 11,
men så vil han hele tiden trampe på mig
og råbe grimme ting
også – især
når de andre kan høre det
Klasselokalet er blevet et ulmende helvede
Min mave er fuld af knuder

Kalle er rasende
for han kan ikke finde sin madpakke
Kalle får vist lyst til at smadre hele verden
eller slå ihjel
Kalle bliver ved med at spørge, om jeg har taget hans madpakke, selvom jeg siger nej,
Kalle vil proppe klasselokalets kost op i fissen på mig,
hvis jeg har taget hans madpakke
Jeg har ikke taget hans madpakke
Han finder den i det andet rum
i sin skoletaske
og bliver måske forlegen
sådan vil jeg i hvert fald gerne huske det

Jeg er blevet inviteret

Det er en helt uvant situation

Laila, der syntes, jeg skulle styre mit handikap
er flyttet til Smørum
og vil have jeg skal komme forbi

Vi går ikke på samme skole mere

Jeg kommer forbi

Hun viser mig sit hus og sit værelse
Vi hinker og leger hop-over-bold
Hun bliver gal på mig, da jeg siger, hun snyder
“Sådan spiller vi i Smørum!” skriger hun
og skubber mig væk så jeg falder
og får kridt på numsen

Jeg blev vist ikke inviteret igen

Man skal også lige have det ud af kroppen/man skal bare lige have det ud af systemet!
Eller i hvert fald have lov at ryste noget på plads

“Hvor meget koster din far?” spørger de andre børn
og jeg forstår ikke, hvad de mener.
“Advokater koster noget”, forklarer Mikkel
og da jeg ikke ved det, svarer jeg
“Mere end der er hår på dit hoved!” (vi har lige haft biologi)
Wauw!
De tænker lidt, der er stille lidt, jeg fumler efter mine nøgle
Egentlig vil jeg også helst bare lege

Så blev man klogere
og desværre var det ikke kun forbeholdt de andre

Så blev man voksen og spoleret
Så lærte man om de andres kvaler
Så var det den banale fase

Så skulle man pludselig
græde for alle de andre
så gjorde det pludselig ondt hele tiden
Så voksede skuldrene lige 20 centimeter i bredden

Så blev man kaldt følsom
som om det skulle være en sygdom
Så synes man det var dumt
så blev man selv kaldt dum
så blev det kaldt en sygdom
for hey, det var jo 00’erne
Så var man latterlig i sine følelser
Så voksede der små, hårde blommer frem under blusen
Så fik man nervemedicin
Så blev man 12

Så havde man en barndomskæreste
og dengang lød det fjollet
for man synes jo selv
at alting var meget, meget alvorligt
Idag lyder det sødt og fint
og det udelukker langt fra alvoren
Også som børn vokser hjertet tre størrelse
ved mødet med kærligheden
eller hvad vi nu vælger at kalde den
Også som børn, ved vi
instinktivt
this is it,
this is really it

Også som børn
kender vi sorgen
også som børn
brænder hele verden
også som børn
går noget under inden i os
også som børn bliver vi forladt

igen og igen

Og også som børn
lærer vi at hade
andres glæde
hvordan alle andre skriger af lykke
udenfor
hvordan alle andres liv
tilsyneladende, udelukkende
går op i vandkampe, ballonpusteri og drengene-efter-pigerne (Ha!, de bliver nok klogere)
Og mens ligger jeg bare herinde og lider
Ingen ved, hvad jeg går igennem
Men ikke desto mindre
er deres lykke kun til
for at træde på mine tårer og tær

Jeg ville bare tilbage til New York
Jeg var otte år
og vågnede med tårer i øjnene
og propfuld af længsel

Og stadig idag løber mit hjerte ud af min krop
Du tager mig i hånden
og hvisker elskede…
Jaja, jeg ved det godt, min skat
Og du ved, hvad jeg skal til at sige: “Det er bare vand”
og det er også rigtigt nok
For jeg så det for mig, dig og mig på de lange veje
på motorcykel
tværsover USA
som jeg gjorde det som barn
med mor og far og bror
i bil

Og her, i mit syn,
er det dig og mig,
voksne, elskende
men alligevel: lidt på samme måde
Og min længsel spæner fra mig og pludselig står jeg i bjergene
og mit hjerte griber både fremad og bagud
og jeg bliver ramt af tid
   Pludseligt ramt af tid

Der var nogen, der skelede på det ene øje
(På en måde er alting relativt, og eftersom der kun var to øjne, kan jeg ikke med sikkerhed sige, hvilket ét, det var galt med)
Men nogen skelede i hvert fald
og det var én af den slags ting,
jeg ikke lægger mærke til
ikke har kendt mage til
fordi jeg kender så lidt,
men min far kunne ikke koncentrere sig,
har altid været forstyrret af manglende symmetri,
så han gav alle sine frustrationer til mig
pakket ind i skinnede papir
og med en sløjfe på også
Så var de mine
og siden da
har jeg ikke haft andet