Landskabet gør sig selv langt og doven
som en passage
i en roman,
gyldent vil den slange sig ind i agentens hænder og agere for ham
sørge for syndefald og så arvesynd
dér i mit fine landskab
hvor dragernes tænder summer mælkehvid gift
og stemningen, før filmen, lægger sig som fløjl i biografen

Det er den stemme i hovedet igen
og jeg bidder mærke i det
‘fløjs, stemning, biograf’, husk det nu!
Også når nogen ytrer så bitre ord, at man kan smage eddiken i luften, husk det nu!

Heyo, så er vi ude på havet!
Jeg er mega lille
eller også er havet bare mega stort
og båden også
hvor de tømmermændsbefængte voksne spiser chips til morgenmad

Far og jeg fanger stimer af sild, det er rigtigt, no shit, stimer,
bare på et enkelt kast, sildene kan simpelthen ikke få nok af os,
de slås om at komme op i vores store plastickbalje og stå på dækket med deres venner

Ved siden af os står Paul
han har ikke fanget nær så mange fisk som os, indvender jeg
men han er sød alligevel, tilføjer far

Vi fanger 50 sild og en torsk
som står på bordet nytårsaften
og lugter dårligt
og slet ikke af havet

Her, grib, tag fat!
Det er et glinsende metalrør, en glatbarberet pik
Og send den så videre
så dit hold ikke taber på grund af dig

Kom så, løb, løb for satan!
Så hele klassen kan komme på klassetur til Bakken
for din morfars sponsorpenge
Løb til du brækker dig!

Jeg løb til jeg brækkede mig.
Eller for at være mere præcis: Jeg løb, til jeg så sorte pletter udover hele landskabet
og så løb jeg videre
Jeg løb til dagen var forbi
og så spiste vi kebab og drak sodavand
og så gik jeg hjem og brækkede mig i håndvasken
så den stoppede til
og så lagde jeg mig på sofaen med lukkede øjne
og hørte TV

Så skulle jeg bare bruge
den klassiske tegning
“Mor druknet med baby i maven.
Med haj.”
Mor finder den frem og tror ikke det kan være hende; den er tegnet året før, jeg blev gravid med din lillebror.
Det er jo heller ikke hævn. Det er fantasi. Men det er dig, søde mor, det er dig.

Så finder vi mit første selvportræt
Jeg har tegnet det, da jeg var to år, det kan man slet ikke
Jeg har tegnet mit ansigt, med hår, med øjne, med næse, med lille, oh-så lille o-mund,
jeg ligner det røde omrids af en sjæl

Jeg får totalt angst af de andres dygtighed
Og hvis de så ligefrem indrømmer at tække ud efter stjernerne
“hey, fuckit, jeg rækker sgu ud efter stjernerne”
Dét kan de ikke være bekendt

Noget faldt ud af mig
og satte sig så fast på dine hænder

Engang slog jeg hul på et fugleæg
Det mindede mig uvilkårligt om nu

Det ligner noget, der engang har været levende,
siger jeg og får lyst til at græde, men kan ikke rigtig
Ja, siger du og tørrer hænderne af i frottélagnets fersken

Ja?
ja
jajajadah

Hvad som helst, sig blot ikke måske
Du må IKKE sige måske, far!

Far forklarer mig først om faren ved ultimatummer
og siger så nej