Landskabet gør sig selv langt og doven
som en passage
i en roman,
gyldent vil den slange sig ind i agentens hænder og agere for ham
sørge for syndefald og så arvesynd
dér i mit fine landskab
hvor dragernes tænder summer mælkehvid gift
og stemningen, før filmen, lægger sig som fløjl i biografen

Det er den stemme i hovedet igen
og jeg bidder mærke i det
‘fløjs, stemning, biograf’, husk det nu!
Også når nogen ytrer så bitre ord, at man kan smage eddiken i luften, husk det nu!