det øjeblik, jeg forlader landet
bliver mine penge til metal i min hånd
og mit sprog en hemmelighed, jeg kan sige højt
jeg er en radio, der sender støj på alle kanaler
jeg er en nybygget villa fyldt med genstande uden funktion
deres skønhed bevaret,
men affektionsværdien forsvundet
fordi alle, der elskede dem, er døde
Jeg har for nylig været på en rejse til Sheffield og tilbage, hvor jeg afprøvede, om man kan udføre en konstantskrift under transporten. Jeg lagde ikke teksterne op på nettet (det ville have været både besværligt – og træls, hvis forsøget fejlede), men jeg forsøgte at skrive nonstop fra København til Sheffield og igen på returrejsen.
Min konklusion: Man kan ikke skrive særligt nonstop, når man får konstante nye indtryk fra sine omgivelser, og når man skal afbryde skrivningen, hver gang der skal skiftes fra bus til tog til fly osv. Det kræver koncentration som en anden zen-munk at producere i en lind strøm under de forhold. Men det lykkedes mig dog at færdiggøre en håndfuld tekster.
De næste uger vil jeg lægge en af teksterne op hver onsdag. Jeg vil tagge dem med ‘kbh-shf-shf-kbh’. Første tekst kommer straks ovenfor.
Her ender dagens konstantskrift. Jeg skrev i 4 timer ud fra dette billede af kunstneren Li Wei kaldet ’29 levels of freedom’.
jeg hænger mig i
bygningens
urs
gigantiske visere
det føles som at gribe fat om et øjeblik
jeg hænger mig som en galionsfigur fra hjørnet af bygningen
hvis jeg vil det hårdt nok, begynder den at sejle
og luderen nyder for huslejen
og butiksassistenten småsnakker
og psykologen indsamler sladder
hun ikke må dele med nogen
i fremtiden vil venskab være det eneste job der findes
ligesom rockstjernen fester for huslejen
sådan drømmer kunstneren for huslejen
med åbne øjne og wirer
og måneders forberedelse
vores venskab er den optiske illusion
der opstår, når du står langt væk og jeg står tæt på
og en helt tredje
tager et billede
hvor længe kan jeg fastholde det pludselige
en snublen, et manglende hjerteslag
hvor langt kan jeg falde før det ikke længere virker sandsynligt
at jeg virkelig falder
måske er denne følelse jeg har
af konstant at glide gennem fingre der vil redde mig
passerende forbi tusind hænder fra etage til etage
ikke min snarlige død
men blot et enkelt par arme, der længselsfuldt resignerer
sig ind i min blinde, forpustede
fletten fingre
hvorfor alle disse arme
der strækker sig ud mod mig i søvne
og dækker mig med fremtidens støvede fingeraftryk
og lange, uendeligt tynde streger af sved og talg
som efter halvt udtørrede snegle
hvorfor denne automatiske spænden op
i mine fingermuskler, når varmen fra en andens hånd
vikler sig ind i mit ømme
og til oprindelighed grænsende blege
fletværk af hud
henvendende ansigter
som strømmer smil imod mig
jeg kan ikke give jer andet end det yderste af mine kræfter
og stivnet, utroværdigt
chok
