Her slutter dagens konstantskrift. Erik Scherz Andersen og Cecilie Lolk Hjort skrev 100 tekster i løbet af 12 timer ud fra Rasmus Varnich Blumensaats tekst “Askefællesgrav“:
Når jeg tænker på Vesten
tænker jeg mig selv
som en hund der kryber sammen ved sin ejers krop
efter en form for ulykke
Godnat, søde stjerner
som sukkerprikker i himlen
Godnat, glittersko
en 12-årig piges eneste drøm
Godnat, trætte metaforer
og døende klicheer
Godnat, Erik Scherz Andersen
og hvilke søvnigt og saligt kollapsende galakser
du end for øjeblikket
omgiver dig med.
I Østen stiger systemet op
I Vesten sænker det sig ned over den enkelte borger
som en moderlig stormsky, som fluorescerende bobleplast
et diskotek af paragraffer
en fest af begrænsninger
I Østen er systemet den ild, der viser sig på himlen om aftenen,
når solen har gået de sidste runder i kvarteret
I Vesten er systemet en guddom,
der ikke kan se sine bedende disciple,
men kan røre dem med sine lange, varme
fingre
i Østen stiger den sorte svane op
og breder sig på sky
i bedestilling med vingerne spredt til bøn.
Den kaster en skygge ti gange større end sig selv
på en landsby fuld af mennesker, der begynder at pludre
som skovsøer, om regn, om indsamling af drikkevand
og begynde at udspænde opskårne affaldssække
der næsten ligner sorte svaner
der soler sig i skyggen.
jeg køber den sidste svane på udsalg
og graver en båndoptager ud af dens bryst
don giovanni på repeat
og sammensyede øjne
nu til dags er det ikke til at vide, HVAD der er natur
Vestens ledere sender julekort til Østens ledere
en nydelig linedans mellem det formelle og det familiære
45% af Vestens befolkning har aldrig hørt om Østens ledere
45% af Østens befolkning har aldrig hørt om Vestens ledere
men de har allesammen hørt om julemanden
der er ingen brændende himmel
der er ingen bryster bag dine
så symmetriske
skjortelommer
der er ingen kys på dine læber
brug dine mønter som stresskugler
der cirkulerer om hinanden
som endnu ikke opdagede planetsystemer
dybt i dine tarme
og husk at gemme din barndom,
de mølædte kvitteringer bagerst i arkivskabet
tro mig, en dag får du brug for den
mine forældres fortid er min historieløshed
alting begyndte, da deres gener dansede lanciers
og undfangede mig som en due, man lader flyve ud af sin tophat
blot for straks at pågribe den med sit net
og sætte den i et bur af gulnede forventninger
hver gang jeg stiller mig foran dig
er jeg teater
jeg er den ønskebrønd, tilfældige forbipasserende
kaster deres mønter i
jeg er den bank, der kun kan veksle rubler
til tanker
og hundehvalpe, jeg trækker op af bukserne
og lader flyve væk i de farvede lys
fra det telt, jeg rejser om dette mit lille hav
som et særligt poetisk overtræk
på menneskelighedens
medfølelseskonto
