Jeg vejer dig, som man vejer røg ved at trække vægten af en røget cigaret fra vægten af en endnu urøget. Du ser på mig, som man ser sjælen i øjnene ved at beregne, hvor meget sort stof der findes i universet.

hver dag rykker jeg mine øjne lidt tættere sammen. det ligner et gadekryds mellem sex og onani, men det føles som at lade verden folde sig omkring mig som en stadigt mere todimensionel avisforside.

At lære at se mennesker som smukke. Forsigtigt at pille bladforsider ud af sindet og se gennem tøjet til former og bevægelser, der ikke stiller sig an. Kan det virkelig passe, at jeg ikke er født til at se skønhed i det rynkede, lattermilde ansigt? En så intens væmmelse, ikke den logiske følge af ondskab men rent æstetisk, ønsket om at alle mennesker vil ligne de få, der bærer det mest præcist symboliserende tøj, bevæger hænderne som nogen, der er enig i det, jeg endnu ikke har sagt. Hver dag rykker jeg mine øjne en smule længere ud af det stammesamfund, jeg ønsker at gemme mig i. Det føles som de gradvist ekspanderende øjne i hovedet på en dybvandsfisk, der er gået på krogen og nu ikke har andet valg end at se hvad der gemmer sig i himlen.

Findes der evner, nogen er nødt til at fratage mig, fordi jeg ikke kan styre mit forbrug? (her er en hviskende mund uden tunge) Tvangen som en form for forsoning, et par varme hænder om min i forvejen overophedede hjerne. (slik sveden af min hud for ikke at besvime af saltmangel. jeg er dit kosttilskud) Alt er relativt, al varme mindre intens end min egen vil føles som kulde, eller som den svale brise af nogens somrede åndedræt. Det er et spørgsmål om temperering. Findes den horisont, jeg bevæger mig uværgerligt imod, eller er den bare et fatamorgana af et omrids opstået af kurver, jeg ikke kan sætte i begreb? Som når jeg lukker øjnene og kysser nogen, jeg endnu ikke kender den fulde form af. (her er en tunge uden mund. der er intet andet for end at fatte bestikket og gå i gang med at spise) Måske er horisonten min sjette sans. Måske er evnen til at tale et misbrug, der gør alting muligt igen.

Jeg fører dig ved snoren, der ender omkring min halsende hals. Jeg er et kræ, man ikke kan elske, kun fortolke gennem internettets uendelige kæledyrsvideoer. Her er en caption som en oversættelse, jeg ikke selv har skrevet. Her er mit ansigt med en mund, der fotograferet fra den helt rette vinkel ser ud, som om den smiler. Hold i min snor, som du holder din bedstemors rynkede hænder, mens hun taler stille til dig i sin barndoms forlængst begravede vendinger. Som hende behøver jeg ingen forståelse, bare de gestusser, min rolle er blevet lovet: Klø mig på maven, sig mit navn med trutmund, og giv mig tørfoder eller vådt foder som du lyster, blot det er foder. Jeg ved, at al min tid fra fødsel til død er sat af til at gå tur med hunden.

jeg finder dig som et blindt barn, der klikker fraværende med tungen. jeg tror, at jeg kan mærke på mit ansigt, hvor du er. i virkeligheden lytter jeg efter mit eget ekko, mine lyde der springer fra mig som nys og kolliderer med dig og med sig selv. verden er en pinballmaskine og jeg er kuglen. jeg lukker de ubrugelige øjne og lader som om jeg står hen over glasset og ser hele landskabet ske.

løb, indtil du glemmer at du er et menneske
en krop med faste grænser og endelige ressourcer
løb, til du bryder fri af udmattelsens korset
og så småt begynder at vide, at du kan løbe
for evigt

Den selvmodsigende tørst efter alkohol og andre væsker, der trækker vandet ud af os som blod af en sten. Jeg holder af at forsvinde i mængden, i den småsnak der flyder ovenpå vores egentlige tanker. Her er en kilde som et stykke magi i den mudrede skovbund. Opsaml mig forsigtigt og markedsfør mig som det vidundermiddel, jeg ville ønske at jeg var. Drik mig, som om jeg var andet end store stykker ingenting, der løber igennem dine gange med vægge, der støder op mod dit eget blod. Måske er fordøjelsen af energi uden næring også en form for mættelse.

Her vender kragerne deres blikke mod havet som dåser, der kastes stadigt længere ud. Som en konkurrence i forurening, i hvem der sover bedst om natten i visheden om at intet fuldstændig forsvinder, men blot skjules under overfladerne på stadigt nye verdener. Ingen steder ender, hver grænse er blot en rille i verdens roligt ekspanderende hud. I går mødte jeg en mand, der havde fået begge sine øjne fjernet som toårig, fordi han var født med svulster bag hornhinderne. Den kvalme glæde ved tanken om huller i dåbsgave, som den eneste måde at undgå de evigt ekspanderende øjne. Her er en mangel som en boble i kærlighedens plast. Her er de aldrig tørløbende plastre, jeg trækker ud af mine lommer som klovnen sine lommetørklæder. Jeg har givet dig den tomme skal; Herfra er det op til dig, om den fyldes med havets ødelagte koraller eller dåbsvandets dybe ro.

Narcissus bøjer sig ned over vandspejlet for at rette på sit hår. Netop da springer en fisk op af vandet og bryder spejlet, så liget på den lave søbund kommer til syne. Han ser ind i de døde øjne i et øjebliks hjælpeløshed. Så falder vandet til ro igen, og hans eget varme ansigt toner frem. Narcissus bliver liggende for evigt og elsker. Ikke sit spejlbillede, men sin egen bløde, bevægelige krop.