Når jeg ser billeder af andre folks lejligheder, opstår der en stærk længsel i mig efter at stå i de rum, alene. Et ønske om at eje den plads i verden, at gå rundt i den som én der er berettiget til netop denne lejlighed, som med selvsikkerhed kan kalde den sit hjem og ikke dele den med nogen. Jeg elsker mit eget rum, jeg elsker at gå ind i det og lukke døren, som man sætter et batteri i en maskine; jeg bygger det op med konstellationer af møbler og ordner det som en rede; men andres tiltrækker mig med endnu større kraft. Især når jeg ser ud af vinduet i et tog eller en bus om natten, og stuerne står varmt oplyste på sort baggrund som et udbudt hjerterum. Jeg ønsker altid at flytte ind. Men når jeg endelig gør det, er det i tomme værelser uden personlighed, uden lamper. De andre mennesker tager altid stuen med sig når de går.

Digterens værste mareridt er at gøre nytte. Hvis han opdager at en af hans tekster er blevet brugt til personlig udvikling eller til at løse et praktisk problem, vil han straks frasige sig det eller, hvis det stadig er i hans hænder, destruere det. Det er ikke fordi digteren er ondsindet eller negativt stemt overfor andre mennesker. Men digtet fungerer netop kun, fordi det ikke fungerer. Digtet er en pause fra den endeløse fejlfinding, der udgør vores liv. Fra digtet får vi ikke svar, forslag eller gode råd, vi kan ikke bevæge os gennem det som en rotte gennem en labyrint for at finde osten. Digtet modsætter sig fortolkning igen og igen, til sindet ikke længere ved hvor det skal gå hen og derfor pludselig står stille. Og ligesom musklerne skal strækkes ud mellem øvelser, sådan skal hjernen kortslutte en gang imellem for at fungere optimalt resten af tiden. Denne gyseligt praktiske forklaring af digtet ville digteren naturligvis korse sig over. Det er i det hele taget intet under, at digteren synes at jeg er en narrøv.