Digterens værste mareridt er at gøre nytte. Hvis han opdager at en af hans tekster er blevet brugt til personlig udvikling eller til at løse et praktisk problem, vil han straks frasige sig det eller, hvis det stadig er i hans hænder, destruere det. Det er ikke fordi digteren er ondsindet eller negativt stemt overfor andre mennesker. Men digtet fungerer netop kun, fordi det ikke fungerer. Digtet er en pause fra den endeløse fejlfinding, der udgør vores liv. Fra digtet får vi ikke svar, forslag eller gode råd, vi kan ikke bevæge os gennem det som en rotte gennem en labyrint for at finde osten. Digtet modsætter sig fortolkning igen og igen, til sindet ikke længere ved hvor det skal gå hen og derfor pludselig står stille. Og ligesom musklerne skal strækkes ud mellem øvelser, sådan skal hjernen kortslutte en gang imellem for at fungere optimalt resten af tiden. Denne gyseligt praktiske forklaring af digtet ville digteren naturligvis korse sig over. Det er i det hele taget intet under, at digteren synes at jeg er en narrøv.