Kvinden presser. Dunede fjer
sænker sig
ned over ægget og varmer det.
Da ægget flækker, springer fuglen
til side og kigger på det
med skiftevis det ene
og det andet sorte,
kuglerunde øje, der ikke
synes at se.

Som hospitalssengen giver sig
under kvindens vægt, sådan giver
kvinden sig, når barnets
skaldede kranie
presser sig mod udenfor og
folder sig som hænder
for at åbne
mavens ovale hav.

I en revne som et jordskælv
fletter kraniet sig og ægget
giver sig med fugleungens
åndedræt
og maskingeværhakken i
alt omkring sig.

Den sidste smule
skal falder fra ungens øjne,
den sidste smule
navlestreng brydes i saksens næb,
og et øjeblik har kvinden en
vaginal hale
af sit eget kød og blod,
barnet en stump oppustet navle,
fuglen en ny radiator-
varme i sin før så ansigtsløse
rede, den sætter sig på
ungen før den er tør,
puster sig op som
en ballon fyldes med luft.
Bratte ryk med nakken
og
øjne,
et ad gangen.

Fuglen hopper til side når
ungen bevæger sig,

ungen hopper til side,

mekanisk baskende, glæden ved
musklernes mælkesyre nok
for nu
og fuglen flyver op i luften som
ungens fremtids-
vision fra fortiden.

“Pip,” siger fuglen,
da ungen hopper ud af reden.
“Flyv og vær fri, min
elskede,” siger kvinden
og kaster barnet op i luften.