Julian Lennon er et spøgelse af sin far
men ikke af sin mor
for hun er ikke berømt

er det mon sandt, at vi lever videre
i vores børns gener

eller lever vi kun videre, hvis verden ser vores ansigtstræk
duplikeret
i sine mange øjne

jeg har vinkearm og håndtagsalbue
bogknæ og asfaltfødder
tankerne slynger sig som elastikker i min hjerne

jeg lægger mig som en kludedukke på gulvet
og efter et par dage
har jeg træryg

jeg slår rødder og spirer grønt
og ud af småbitte kroner som rosenknopper
titter halvt formede skriveborde, stole og døre

min krop er en stadigt voksende
hukommelse

jeg boller kun med fremmede folk
og holder mig for øjnene, når jeg kommer
uden at sige en lyd

det er min blufærdighed
jeg skammer mig ikke over mit hjerte, jeg vil bare gerne
have det
for mig selv

min nabos lejlighed
er en perfekt spejling
af min
når hun går til venstre, går jeg til højre

jeg vågner i koldsved om natten
efter drømme, hvor hendes lejlighed river sig løs fra bygningen
og efterlader mig
halv

Juleaften hænger som guirlander på min krop
dekorativ og malplaceret

som buddhisten, der sagde at mennesket bør stræbe mod
at blive et juletræ
med lige lange grene ud til alle sider
i total åndelig balance
sådan forsøger jeg at strække armene præcis lige langt ud
og undlade at spise de honninghjerter
du giver mig i hænderne

nydelse er at læne sig til den ene side
og dermed forsømme den anden