min krop
et uendeligt indre, jeg ikke ved
hvor jeg skal pege hen
for at henvise til
min krop
en tromme, hvis lyd
er tordenstormen af lynnedslag
fra mine egne nerver
min krop
hvis jagthorn lyder
op gennem de organer, der er skabt
til at trække vejret ind
min krop
en evig flod af cirkulerende
memoer
som direktøren kun sjældent får
i øjnene
min krop
uendelige mængder bevægelse
som jeg må være ubevægelig
for at følge
min krop
en himmel, der falder
min krop
så detaljerig, at jeg knapt
genkender den som
en krop
min krop
ikke en krop
min krop

dit ansigt
som solen, der står frem af hvidme
hvis blot jeg når at starte maskinen og
flyve gennem skyerne
før du går ned
dit ansigt
forvredet i indsigt
dit ansigt
som to prikker placeret øverst
på en papcirkel for at teste
hvor rudimentær
formen af menneske kan blive
før jeg holder op med at søge den
dit ansigt
som et billede fastspændt
på toppen af en krop
dit ansigt
dit ansigt
et ansigt