Tekst: Gås

Mens svømmefødderne med stort besvær maser vandet bagud, glider toppen af gåsens isbjerg jævnt og stateligt frem som ved tankens kraft. Vi siger at gåsens primære transportform er psykokinese. Ikke fordi vi ikke tror på det, der er under vandoverfladen; Men det er som om det tilhører en anden verden. En verden som gåsen, ligesom heksedoktoren, har eksklusiv adgang til, og som det ville være hybris at se for sig. Fanger man gåsen og sætter den i en indhegning, kan den stadig sætte sig ned og derved gemme sine fødder under kroppen, så græsset forvandles til bølger, hvorpå gåsen flyder. Så må vi tro at den kun er i ro, fordi den ikke ønsker at bevæge sig i nogen retning.

Oplæsning: Drag queen (dansk)

Husmus

På min efterskole faldt de mus, vi havde på loftet, til tider ned i de gennemsigtige loftslamper. Hvis man var på vej ned ad gangen og tilfældigvis så op, fik man øje på fire små hænder og en lang hale som et stykke snørebånd, der en gang imellem skiftede position, fordi musen drejede langsomt rundt om sig selv. Dyrene virkede sært upåvirkede af den uvante situation; Nogle gange virkede det endda, som om de ikke havde nogen særlig interesse i at flytte sig fra deres placering tæt på den blændende pære. Jeg var altid bekymret for, at det lille stykke udstillet biologi ikke skulle finde ud af lampen og ville dø i fuld offentlighed, mens jeg stod nede på gulvet og rakte hjælpeløst ud. Men der gik aldrig mere end en dags tid, så passerede jeg under lampen, så rutinemæssigt op, og opdagede at musen var forsvundet.

Tekst: Lejlighed

Når jeg ser billeder af andre folks lejligheder, opstår der en stærk længsel i mig efter at stå i de rum, alene. Et ønske om at eje den plads i verden, at gå rundt i den som én der er berettiget til netop denne lejlighed, som med selvsikkerhed kan kalde den sit hjem og ikke dele den med nogen. Jeg elsker mit eget rum, jeg elsker at gå ind i det og lukke døren, som man sætter et batteri i en maskine; jeg bygger det op med konstellationer af møbler og ordner det som en rede; men andres tiltrækker mig med endnu større kraft. Især når jeg ser ud af vinduet i et tog eller en bus om natten, og stuerne står varmt oplyste på sort baggrund som et udbudt hjerterum. Jeg ønsker altid at flytte ind. Men når jeg endelig gør det, er det i tomme værelser uden personlighed, uden lamper. De andre mennesker tager altid stuen med sig når de går.

Drag queen

It’s as if every day a peacock’s tail rises from your ass like a moonlit halo. I can’t see it, but I can feel its eyes staring at me like a starched audience. I try to match your glamour, but all my outfits are incomplete without that invisible accessory.

Den blå papirblomst

I torsdags deltog jeg i et projekt kaldet Guerilladigte, som gik ud på at poesistorme Den Blå Avis ved at indrykke digte som annoncer. Der deltog omkring 150 digtere, og selv om de fleste indrykkede annoncer under ‘Diverse -> Meddelelser’, var digtene spredt over hele avisen, da Den Blås ledelse var indviet i og med på ideen. Alle teksterne blev også indrykket på dba.dk, hvor jeg mener at man stadig kan se en del af dem.

Projektet rejser et interessant spørgsmål for deltagerne om, hvor meget vi egentlig kan tillade os at ‘pushe’ vores digte til folk, der ikke har opsøgt dem. Man kan jo ikke komme udenom, at et digt indrykket som en købs- eller salgsannonce er spam. Og der er da også en del brugere på dba.dk, der er blevet sure nok til at skrive kommentarer a la “pis nu af med de lortedigte” og “søg hjælp”. Da de første negative kommentarer begyndte at dukke op, var jeg åben overfor ideen om at respektere, at denne flashmob kunne genere – og måske fjerne sine digte som resultat. Men når jeg skrev til de mavesure kommentatorer for at spørge hvad det var der generede dem ved digtene, fik jeg intet svar. Og et “pis nu af med de digte”, der bare står og flagrer som aggression uden information, kan jeg ikke tage seriøst som andet og mere end de sædvanlige lorte lagt af de sædvanlige trolde. Fordi kommentatoren ikke selv tager det seriøst.

Peter Adolphsens aggression havde dog lidt mere information i sig; og han har vist endda formået at blive sur uden at behøve åbne avisen (to be fair, jeg ved ikke om han reelt har fået sin morgenskimning af salgsannoncer forstyrret – men det virker som om ideen alene er rigeligt nok til at vække harme):

(clicky clicky for stor version)

Denne korte tråd er blevet ivrigt debatteret i projektets interne facebookgruppe, og for det skylder jeg hr. Adolphsen tak (og det er også derfor jeg gerne vil hive den ud fra facebooks lukkede kreds med dette indlæg). Der er dog rigtigt meget i hans tolkning af vores intentioner, jeg synes er grebet ud af Den Blå Luft. Hvordan biedermeier og modernisme kommer ind i diskussionen, har jeg ingen idé om, så det vil jeg slet ikke forholde mig til, men: Hvordan er det f.eks. narcissistisk at deltage i et projekt med ca. 150 deltagere, der for de flestes vedkommende er anonyme, og hvor teksternes kontekst snarere end indholdet er kernen i projektet? Hvis man som forfatter er interesseret i at være indbildsk og narcissistisk, er det da bestemt ikke den bedste mulighed at se sine tekster ‘forsvinde’ i så stor en mængde både poesi og ikke-poesi – en meget bedre mulighed er at gemme sig væk og lade læserne komme til én, som Peter Adolphsen foreslår (hvordan de så end skal finde ud af at man eksisterer…).

Men især synes jeg at det er forfejlet at tillægge guerillaprojektet den holdning, at “folk er (…) strasburgergæs der skal have proppet den rigtige, ånds-fedende føde ned i deres halse”, og at “de forsnottede masser mangler dannelse”, som vi (som jeg tolker kommentaren) så har påtaget os at give dem. For mig at se var ånden i projektet netop, at digte ikke er noget ophøjet, forherliget, som den geniale kunstner i al nåde nedlader sig til at pådutte sine læsere, men at digte kan være en lille joke, en sidebemærkning, et høhø på linje med den salgsannonce af landsholdet, som DBA-teamet nævnte at de også en gang imellem tillader at slippe gennem censuren. At litteratur ikke behøver være så skide selvhøjtidelig. Udgangspunktet var, at vi IKKE opfatter folk generelt som for åndsforsnottede til at værdsætte et lille digt som pauseunderholdning. Og ærligt talt havde jeg slet ikke forestillet mig, at nogens pis kunne komme i kog over det – men at det er det, gør kun projektet så meget desto federe i mine øjne. Fordi det pludselig er provokunst, der ikke engang var med vilje (efter min mening den eneste slags provokunst der har værdi – alle kan provokere, men at gøre det uden at forsøge kræver at man rammer et hidtil skjult ømt punkt).

Jeg har faktisk selv et stort problem med mange slags spam eller anden betydningsforurening. F.eks. hader jeg at få reklamer i min e-mail-indbakke eller som bannere hen over en hjemmeside. Men problemet med at have et problem med guerillaprojektet er, at Den Blå Avis som koncept består af 80-90% spam – fordi det altid kun vil være et minimum af annoncer, der er relevante for den enkelte læser. Hvis man læser avisen virkeligt religiøst igennem, kan man måske komme op på at spilde 30-40 sekunder på, at der er digte iblandet alle de andre irrelevante annoncer. Og det undrer mig massivt, at så mange mennesker kan få så ondt i røven over så lidt spildtid. Det minder mig om, når folk vælter ind over den person, der står foran dem i køen til bussen, for at komme to sekunder hurtigere ind (med det resultat at de i stedet kommer ti sekunder langsommere ind). Eller at dytte højt og længe ad bilen foran, ét sekund efter at lyset er skiftet til grønt. Det er simpelthen for nøjeregnende, for voldsom en overreaktion, til at jeg kan tage det rigtigt alvorligt.

Selve det at være forfatter kræver vel en vis arrogant tro på, at éns ord kan være relevante for fremmede mennesker. Vi har da også fået den type tilbagemeldinger, jeg havde håbet på – her tre stk yndlingskommentarer:

“God aften alle I Guerilla digtere derude.
Tusind tak fordi I har varmet ventetiden ved bussen, forkortet tiden i toget, givet mig en grund til at forlænge morgener med kaffe og bare nyde!
Jeg synes det er et fantastisk initiativ. Mine dage har fået en særlig farve.”

“Hvor er det her blevet fint! Jeg har hele dagen gået og fulgt med i tilkendegivelserne blandt både de vrede og glade brugere af DBA (og begge grupper har på hver deres måde givet mig smil på læben). Og så har venner og bekendte ringet og skrevet om, at nu har de set os i Information, BT, JP, Politiken og hørt os i P1, P4, 24/7, Nova FM etc. Og mine studerende på FGK har hen over eftermiddagen kunnet fortælle, at nu er denne uges udgave af Den Blå Avis blevet et samlerobjekt.”

“Jeg er ledig og sidder på et jobsøgningsforløb og vil holde lidt pause ved at kigge på gratis ting. Jeg er træt af at være ledig og kan godt glemme at løfte hovedet og se lidt længere end til de nærmeste forhindringer. Men så blev jeg pludselig angrebet af poesi midt mellem euro-paller, sofaer og gamle fliser. Hvor er det dejligt. :-)”

Jeg har faktisk også fundet nogle af haderne særdeles underholdende. Min yndlingskommentar var til en af mine egne tekster på dba.dk. Teksten lød: “drømte at jeg løb ind i en skov, længere ind end nogen anden vovede sig, hvor træerne stod tættere og tættere indtil de skyggede for alt lys, og inde i det dybeste af skovens mørke lå der et bibliotek” – og kommentaren: “Det her ku nemt være en pædofil klub… Jeg vil råde dig til at slette din annonce med det samme,eller jeg anmelder dig til politiet”. Jeg håber at kommentatoren gør alvor af sin trussel.

Pause

Jeg holder en pause på ubestemt tid (nok en tre-fire uger) fra onsdagsindlæggene. Tjek min hjemmeside for digtoplæsninger rundt omkring hvis du får abstinenser. :P

Sko

Jeg sad på Roskilde Station, på vej til mit arbejde i København, og ventede på toget. Det var varmt, så jeg havde taget skoene af og stillet dem ved siden af mine tasker. Da jeg rejste mig for at gå, så jeg at de var væk. Jeg gik hen og spurgte et par unge piger, jeg havde set tæt på mig, om de havde taget mine sko. De nægtede med et ironisk udtryk, der afslørede at de løj. Da jeg begyndte at rode i deres tasker, stillede deres far sig imellem os og spurgte hvad jeg lavede. Jeg sagde at hans døtre havde stjålet mine sko. Han havde åbenbart set dem tage skoene, da han vidste hvilken type jeg talte om, så jeg fortalte hvilken butik jeg havde købt dem i og at de kun havde kostet et par hundrede. De var tydeligvis velhavende nok til sagtens at kunne købe et par til hver af pigerne. Han prøvede at give mig pengene, og jeg blev vred og sagde at jeg ville have mine sko, ikke hans penge. Om hans døtre måske ikke havde noget på fødderne i forvejen. Pludselig løb de alle væk, og jeg fulgte efter dem og råbte ‘stop tyven’. En anden mand greb fat i faderen og holdt ham tilbage. Da han stadig ikke ville give mig skoene tilbage, tog jeg hans pung ud af hans lomme og løb. Han råbte ‘stop tyven’, og et par sikkerhedsvagter greb fat i mig og gav ham pungen tilbage. Jeg forklarede sagen for dem, men de troede ikke på mig – jeg havde jo lige stjålet en pung, så selvfølgelig var jeg en løgner. Det bedste de kunne tilbyde mig var ikke at arrestere mig. Så jeg måtte se mig besejret og gå tilbage til mine tasker, som ikke var blevet stjålet i mellemtiden. Jeg købte ny billet og steg ombord på det næste tog, men blev smidt af igen før afgang, fordi jeg ikke havde sko på, og det var påkrævet i toget. Det var søndag, og de næste to dage var helligdage, så der var ingen mulighed for at købe et nyt par noget sted. Efter at have prøvet lykken med busserne og taxaerne og derefter et hotel at overnatte på – ingen tog imod, hvis man ikke havde sko på – forsøgte jeg at ringe til min arbejdsgiver, men både min mobil og min bærbare var løbet tør for strøm, for jeg havde regnet med at oplade dem i toget. Fortvivlet gik jeg byen tynd i et par timer, til jeg endelig, træt og øm i fodsålerne, måtte indse at jeg skulle begynde at lede efter en gyde at tilbringe natten i. Jeg forbandede mig selv for at have våget så opmærksomt over min pung, mine nøgler, min computer og min mobil, når nu ingen af disse ting ville have været så katastrofale at miste som mine sko.

Spøgelse (Din Blinde Passager)

Denne oplæsning er optaget i Olafur Eliassons installation ‘Din Blinde Passager’ på Arken. Teksten hedder ‘Spøgelse’.

Jeg er vildt glad for at have fået lov til at optage derinde, jeg synes resultatet er blevet monsterfedt. Stor respekt til Eliasson crew for tilladelsen (og alle hans flotte værker).

Min kamerakvinde og jeg lagde ud med at gå gennem tunnelen som almindelige gæster (den er for overvældende til at kunne koncentrere sig om at optage i, hvis man ikke lige har lært den at kende først). Indeni installationen er der en tåge så tæt at man ikke kan se to skridt frem for sig (ordet ‘blind’ i navnet er velvalgt), og man går gennem skiftende farver lys. Da vi kom ud, bestemte vi os for at vi gerne ville optage i det lilla lys, vi så til allersidst. Vi gik ind igen, fra ‘bagsiden’, hvor vi havde set det lilla lys. Først var der helt hvidt, og så gik vi gennem gult lys. Efter at have gået et stykke tid sagde vi til hinanden “har vi allerede passeret det?” og gik tilbage – for nu at finde det ‘lilla’ lys – som jo egentlig var hvidt lys – men så blålilla ud efter vores øjne havde vænnet sig til den gule farve. Vi overvejede at optage både i det gule og det hvide lys, men bestemte os for at det var flottest at optage i den hvide del, lige på grænsen til den gule, for at få et både lidt gult og lidt blåt skær. Jeg husker tydeligt synet af min kamerakvinde omgivet af blåt lys, som hun forsvandt ind i tågen da jeg gik baglæns. Resultatet med den ‘hvide’ baggrund er denne video. Med andre ord: Du kan overhovedet ikke stole på dine sanser i ‘Din Blinde Passager’.

Den fordømte

Jeg havde altid været naturligt skaldet. Folk omkring mig så det som en abnormitet og havde ondt af mig, og den eneste der fortalte mig at jeg så godt ud var John. Når han kærtegnede mig, forsømte han aldrig at kysse mit nøgne hoved og gnide det blidt med sin håndflade, som om han ventede at se en ånd dukke op. Når han gjorde det, føltes det som om mit hjerte rejste op i mit hoved; Der var stadig en muskel, der dunkede i mit bryst, men dette hjerte i min hjerne var en slags konstant varme, noget der var for intenst til at være rytmisk. Når jeg var alene, gned jeg mit hoved og fik lyden af Johns stille nynnen til at resonere derinde. De dele af min krop, han bedst kunne lide, var der hvor knoglen var tæt på huden, han sagde at jeg føltes stærk der, solid. Han kunne ikke lide hvordan musklerne ændrede form hele tiden. Da min mor gav mig en paryk i fødselsdagsgave, satte han den på en pind, han plantede mellem mine varme balder, og mine bukser holdt den oppe, så den lignede en hestehale. Nogle gange, når vi dyrkede sex, satte han parykkens pandehår i min røv og fik mig til at gå rundt på alle fire med håret dinglende fra side til side, så det kærtegnede mine lår. Han døde i et biluheld, og i mange, mange måneder sad jeg bare i mit soveværelse og gnubbede hele min krop med mine hænder, prøvede at finde den nynnen et sted, men den var væk. Der var kun hjertemusklens dunken, den utålelige musik. Jeg så mig i spejlet i et forsøg på at finde noget anderledes, noget der kunne give mig en ledetråd, men det var altsammen blot hud og negle, øjne og tænder, det var som om jeg pludselig havde mistet en del af min krop og glemt den samtidig. Parykken var en rådnende ild på bordet. Ligegyldig hvor meget tøj jeg havde på, følte jeg mig altid nøgen. Så til sidst tog jeg det bare af og satte spejle op på alle min lejligheds vægge, store skånselsløse spejle der viste mig alt på en gang. Nogle gange måtte jeg vende blikket mod loftet bare for at få et øjebliks fred. Og intet gav mening for mig; Der var ingen verden udenfor. Lyden af banken på døren var kun et hånende ekko af mit eget hjerteslag. Så kom noget pilende hen over gulvet. Det stoppede ved et af spejlene, forskrækket. Det lignede en mus, men det havde samme farve som min hud. Jeg gik tættere på og indså at musen var hårløs. Den skød væk fra mig, og jeg fulgte efter så hurtigt jeg kunne. Vi løb sådan rundt et godt stykke tid, indtil musen standsede midt på stuegulvet. Jeg gik langsomt hen imod den, bange for at den ville løbe væk igen, men den stod som var den frosset til is. Da jeg lænede mig over den for at tage fat i den, forsvandt den. Jeg stirrede på det tomme gulv, forundret. Og så fossede håret ud af mit hoved.