Jeg havde altid været naturligt skaldet. Folk omkring mig så det som en abnormitet og havde ondt af mig, og den eneste der fortalte mig at jeg så godt ud var John. Når han kærtegnede mig, forsømte han aldrig at kysse mit nøgne hoved og gnide det blidt med sin håndflade, som om han ventede at se en ånd dukke op. Når han gjorde det, føltes det som om mit hjerte rejste op i mit hoved; Der var stadig en muskel, der dunkede i mit bryst, men dette hjerte i min hjerne var en slags konstant varme, noget der var for intenst til at være rytmisk. Når jeg var alene, gned jeg mit hoved og fik lyden af Johns stille nynnen til at resonere derinde. De dele af min krop, han bedst kunne lide, var der hvor knoglen var tæt på huden, han sagde at jeg føltes stærk der, solid. Han kunne ikke lide hvordan musklerne ændrede form hele tiden. Da min mor gav mig en paryk i fødselsdagsgave, satte han den på en pind, han plantede mellem mine varme balder, og mine bukser holdt den oppe, så den lignede en hestehale. Nogle gange, når vi dyrkede sex, satte han parykkens pandehår i min røv og fik mig til at gå rundt på alle fire med håret dinglende fra side til side, så det kærtegnede mine lår. Han døde i et biluheld, og i mange, mange måneder sad jeg bare i mit soveværelse og gnubbede hele min krop med mine hænder, prøvede at finde den nynnen et sted, men den var væk. Der var kun hjertemusklens dunken, den utålelige musik. Jeg så mig i spejlet i et forsøg på at finde noget anderledes, noget der kunne give mig en ledetråd, men det var altsammen blot hud og negle, øjne og tænder, det var som om jeg pludselig havde mistet en del af min krop og glemt den samtidig. Parykken var en rådnende ild på bordet. Ligegyldig hvor meget tøj jeg havde på, følte jeg mig altid nøgen. Så til sidst tog jeg det bare af og satte spejle op på alle min lejligheds vægge, store skånselsløse spejle der viste mig alt på en gang. Nogle gange måtte jeg vende blikket mod loftet bare for at få et øjebliks fred. Og intet gav mening for mig; Der var ingen verden udenfor. Lyden af banken på døren var kun et hånende ekko af mit eget hjerteslag. Så kom noget pilende hen over gulvet. Det stoppede ved et af spejlene, forskrækket. Det lignede en mus, men det havde samme farve som min hud. Jeg gik tættere på og indså at musen var hårløs. Den skød væk fra mig, og jeg fulgte efter så hurtigt jeg kunne. Vi løb sådan rundt et godt stykke tid, indtil musen standsede midt på stuegulvet. Jeg gik langsomt hen imod den, bange for at den ville løbe væk igen, men den stod som var den frosset til is. Da jeg lænede mig over den for at tage fat i den, forsvandt den. Jeg stirrede på det tomme gulv, forundret. Og så fossede håret ud af mit hoved.