Jeg taler med min ven; han skal hjælpe mig med at finde på nye ord at skrive udfra
Så falder spørgsmålet: “Hvorfor er det så forkert at kunne lide hestepik?”
Og skal jeg seriøst skrive om det?
Ja, du bad jo selv om det.
Du bad om et dogme;
værsgo!
Blomstens cisterne
tømmer sig for
vranggråd
Slummen rejser sig
i sine lange rækker
gror tårne, træer torne
Her efterlod du dit mærke, væsen
Her efterlod du alt
Blå blomst, sort bark
rød promille, gylden mark
Det er en vellykket grænse
at overtræde
med sine bare tær og idealer
Det er fuldt ud tilgiveligt
at brænde det hele af så hurtigt
Eller et det nu også det?
Hvem er jeg, der skal sige det,
er det en stemme jeg har bedt om?
Du fyrer op under en ny joint
og griner højlydt
Hey man, siger du!
Her er en frugt, en frugt, og én til.
Og tag så at få sko på!
Du planter græs i maven
som om det var noget at gøre
Hvad med en bellis her og der? spørger jeg
Eller måske et figentræ?
(det havde vi i min barndoms forhave)
Kan du da ikke se, min skat, siger du,
det er jo et barn?
Vi hænger klæder og knogler
som kød i rosahvide strimler
Moderen er et edderkop
der danner et fængsel
mellem sine ben
Du lægger dig i en skarp bandage
Du bliver tyk, du bliver gravid
Du er fed, men i det mindste har du dine grunde
Du er blodskåret figur
På lagnet
står “je t’aime” igen og igen med sirligt, rødt
det er lillepige-formskrift
det er alt vi drøømmer om
og kroppen skyder sig mod himlen
som en knop
og kroppen mangler flere af sine lemmer
men krummer sig opad
som hysteriets buegang
Hvem er det kroppen
så gerne vil møde?
