Hang din mor sig ikke i skabet? Var det ikke dig?

Også blåbærene, hindbær,
vilde knopper i krattet,
røde fingerspidser og næsetipper.
Ostekage og brunet sukker,
farmor, der er nervøs ved min spontanitet.
Blåbærene er et blåt jakkesæt på alt det grønne,
Havemandens fine klæder,
bjørneklo; lille piges strutskørt

Så vokser man ud af sit skørt
Så får man lange ben med krop ovenpå
Så bliver det hvide bryst befængt med bylder, med bær
Så blev man en ung dame
så voksen
Så spiste man ikke flere bær
men kanstadig smage dem på tungen
Så kyssede man med tungen
Så blev man selv slikket på
Så bliver man fyldt med sæd hér,
blåbær dér

Ja, det må jeg nok sige!
Så skal jeg vist ikke have mere kaffe
Men jeg har jo slet ikke drukket noget?
Nej, præcis.

Du siger, jeg er fuld af spilopmagerier
Et øjeblik, tror jeg, du siger “mejerier”
Og ser uvilkårligt migselv som en stor digemaskine
med tusinde hvide patter
og suttende børn all-around me

Jeg ler, da det går op for mig, hvad du virkelig har sagt
“Jeg skulle lige til at blive sur“
Eller måske til at græde
Måske gør jeg det faktisk

Du siger hjertet kan godt lyse som en bændelorm, faktisk

Det synes jeg slet ikke er et pænt billede

Du siger, at jeg er pæn, men at vores kærlighed ikke er det
At kærligheden ikke er det

Jeg ser det som en generel betragtning
Det gør du også

Der er nogle, der siger
at min første bog
var en samling erotisk poesi

Det synes jeg, er stærk reducerende

En pik er ikke nødvendigvis erotisk
Et skød i et digt
bløder ikke nødvendigvis samtlige sider til
men kan godt holde sig lidt på måtten

En digt kan godt være et digt
En pik kan godt være en pik
Vi behøver vel ikke blande tingene sammen?

Kan man ikke få blomsten op at stå
er der altid de dersens
pinde af træ
man kan købe hos gartneren
eller hvor man nu køber sådan nogle
afstivere
rygrankere
til planteriget
Mit livs planterige!
Min hest, min hest,
mit kongerige for en hest!

Og ærlig talt: Hvis du var en plante, ville du så passe bedre på dig selv?

Døden og jeg gik en tur i anlægget
Der var grønt og nyt alle vegne
Vi knaldede bag en enebærbusk, er der nogen, der siger.

Jeg vil gerne have mig frabedt noget sådant!
Det var en rhododendron.

Du er bare så levende, mand!
Det kan jeg godt blive misundelig over –
Ikke at jeg mis-under/ikke-under
Men, (uuuhm!), jeg vil jo bare gerne have lidt af det, du har
Bare en lille smule, lille ven.
Hvis du kunne låne mig lidt til bussen –
lidt skønhed, ungdom, talent

Du har så meget at give af 

Goplen!

Goplen er for mig

ren Cecilsk

og den

kunne hun sikkert skrive

netop nu

(as we speak? Hvem gør? Ingen, det er bare mig og min computer!)

Så lad os i stedet

forholde os til et ordspil: Gobeliner.

Og Jonathan Spang siger

at Bjørn Nørgaard er faldet til patten

(til Dronningens!)

Og det er måske forståeligt

hvis ikke det var fordi

et menneske

, selv en kunstner

kan falde til patten

og samtidig tage den

dybt

ind

i

mundhulen

som et barn

eller et liderligt menneske