Jeg skriver hemmelige breve til dig, med usynligt blæk og lukkede øjne, så jeg ikke kommer til at se hvad jeg skriver. Jeg vil ikke vide, om du har det lys eller den væske, der kan få skriften til at tone frem. Jeg vil bare vide, at du har modtaget kuverten. Jeg forestiller mig at du åbner den, som man står op af en stramt redt seng om morgenen. Imens reder jeg håret tilbage i en knold. Det føles som at samle mine tanker.

Jeg bærer naget som nyfødte ildebrande i mine arme. Glødende og mumlende i bløde mumiesvøb. Alle mine godnatsange lyder som langtrukne råb mod himlen. Jeg rokker frem og tilbage, og det er ikke helt til at sige, om det er mig selv eller mine babyer, jeg prøver at lulle i søvn.

Jeg er rødderne på et træ, der har mistet deres stedsans og nu gror ud af jorden og lige lukt ind i himlen. Evolutionen sidder med mut mund og tætlukkede øjne indeni en hul træstamme og overvejer, om rødder også skal have lov til at være en slags stammer.

Jeg er et stroboskoplys, og du er min epilepsi. Vi jagter hinanden mod et kollaps, som den smukkeste diskokugle, der venter på at splintre.

Slug mine udåndinger til du dåner eller blæs mod dem, så vores hår rejser sig som pelsen på en kat, der bliver strøget den forkerte vej. Hvis jeg er den første til at trække vejret, er rytmen op til dig.

Dette er ikke en streg i regningen, men to, lagt forsigtigt ovenpå hinanden som en elskende sandwich. Indsæt mig i en hvilken som helst parentes, og jeg æder dine præmisser råt som en hund, der i et ubevogtet øjeblik har fået fat på sin ejers aftensmad.

Dette er ikke en stille sang hen over opvasken. Det er mere de tunge, hæse åndedræt efter en sprint, som du holder tilbage af generthed og forfængelighed, når dine venner samles ved målstregen for at ønske dig tillykke.

Jeg er bange for dine øjne, for den objektive betragtning af mit ansigt og den krop, jeg ikke holder oppe, men holdes oppe af.
Jeg er bange for at skæmme det landskab, du bærer, og jeg er bange for den lilla, der ikke er lyng og min tørstige mund, der hverken er klit eller hav.
Allermest frygter jeg dine hænder, den måde du rører ved alt, ved alle, undtagen mig. Og tør ikke tænke på, hvad der sker, når du trykker på kontakten, lyser mig op i neon, og jeg ligger afklædt og kæler for mig selv, mens jeg mumler en andens navn,

Dette er mit første skridt mod de helt rigtige ord.

Allerbedst synes jeg om de mennesker, der fejrer og sørger over præcis det samme på to forskellige øjeblikke, der står ryg mod ryg og støtter sig til hinanden.