[14:57]

jeg banker panden ind i mit spejlbillede,
det føles som at skyde til måls efter mine tanker.

splinterne af reflekteret omverden sætter sig i hud og hår.

haha,
nu kan du ikke se på mig
uden samtidig at se
dit eget ansigt gå i stykker.

min pande er en streg af størknet blod
som har jeg ridset huden af for at undgå,
at du kan markere mig som løgner med et simpelt stykke kul.

mine snitsår er en vits, som indebærer sin egen latter,
men som endnu ikke har fundet
sit knytnæveslag.

[14:21]

måske er det rigtigt, at dine varme fingre
blot er ti afstøbninger af en form, der ikke findes
og at det ikke giver mere mening at græde, når du trækker dem væk
end at græde over tabet af dejen, når den skæres i stykker
og bages på rad og række til små, porøse
reagensglasorganer

[13:40]

jeg vasker hajens himmelvendte gab af min hånd

nu fører alle veje til ro

[13:38]

du er et åbent sår i min kalender
en plan, jeg ikke indså at jeg havde før den blev aflyst
dit venskab er en fantomarm, der ligger umærkeligt i den fysiske arm
og venter på amputationen, der lader den træde frem

HOP! [13:10]

enhver der har sprunget i faldskærm
ved, at der ikke så meget er tale om et spring
som en forskrækket snublen ud af flyet
når hopmesteren pludselig skriger “HOP!”

kun flugtinstinktet overtrumfer sikkerhedsinstinktet
så enhver ekstremsport må planlægges
som en nøje orkestreret serie af chok

i øjeblikket efter dine fødder har mistet flyet
er alt kaos.
så river faldskærmen dig opad
og du hænger fredeligt og lydløst i en lomme i faldets tid

dette er udspringets bedste øjeblik:
efter chokket har lagt sig
men før du skal begynde at tænke
over, hvilken serie af ryk i højre og venstre rem
der vil føre til, at du som en magnetisk fjer daler ned
og rammer plet
i det store kryds på jorden

[12:51]

jeg har ladet min pistol med sommerfugle
fordi jeg ikke ønsker at slå ihjel
jeg elsker bare min pistol for højt

jeg tager hårdt fat om den for at mærke at den er min
og så klikker aftrækkeren

kuglen folder sig ud og flakser rundt
indtil den lander på din skjortes brystlomme

en smule nektar glider ud fra din mundvig

[12:38]

jeg krøller mine tæer sammen og vender dem ind mod hinanden
som kan du stjæle mine skridt, hvis jeg blotter mit grundlag

du går i cirkler omkring mig
men du kan ikke røre mig, så længe
jeg har krydset
der peger forbi dig

[12:15]

når jeg siger, at du forsvinder som vand gennem mine fingre
er det så, fordi du er svær at holde fast i
eller fordi du er nem at miste?

xoxoxo [12:08]

opfostr ravne, og de vil prikke dine øjne ud
de vil gøre det om natten, så dit slettede syn spredes
ud over din hovedpude i månelyset
i en grød af tegn
for kys, knus og brætspil

[11:53]

i et kryds er det så nemt at blive besat
af at stemme overens med eksaksen
jeg krydser benene, så mine tæer møder hæle
og kurvede fødder bliver til idéer om pegende streger

geometri er en slags simpelthedens sindssyge
kortlægningens narkomani

og frelse er en form for geometri.

Nu ser jeg verden gennem udrettede hjernevindinger. Halleluja!