der er to former for venskab:
“jeg ved hvad du mener”
og “det havde jeg aldrig tænkt på før”

vælg din præference omhyggeligt
når jeg først har sat mig fast i det ene perspektiv, slår jeg rødder
og vil glide længere og længere ned i den bløde muld
til kun overkroppen titter op med korte arme, ude af stand
til at nå det andet

jeg har svært ved at holde fast
i ideen om at være en fysisk ting i et socialt rum
jeg er nødt til at lade andre fortælle mig
hvilke retoriske kneb jeg har bundet om livet
og jeg studerer mig selv i spejlet så længe
at jeg glemmer, om ansigtet der ser tilbage på mig
engang tilhørte ansigtsgenren
eller altid har været dette flade sæt kurver, linier
og udtværede blyantsafskrabninger
hvor skyggerne skal forestille at falde

jeg skærer huller i mine skosåler
for at kunne mærke græsset uden at skulle stå på jorden

det er en menneskelig fejl
at glemme at tage fødderne ud først

hold op med at se sådan på mig med dine brandyglasøjne

du åbner din favn som nærende muld
og jeg graver mig ind i den som en muldvarp
blind og veltilpasset
med store udadvendte hænder
så jeg kan skubbe dig en smule til side
og smugkigge ud på den verden, jeg først da indser
at jeg ikke længere kan se

(gamle vaner dør hårdt)

selv de døde har en husleje

men det er gratis at grave sin egen grav
et hul et tilfældigt sted i landskabet, så dybt
at du ikke kan komme op af det igen

der er selvfølgelig risikoen for
at du bliver fisket op og deponeret et andet sted
og dine nærmeste får regningen med posten
med et lille klistermærke med teksten “vi kondolerer”
og en kondor
udenpå kuverten

men mon ikke den risiko er ret lille
for hvem er ikke doven nok
til bare at hælde jorden tilbage i et hul
der udgør løsningen på sit eget problem?

jeg tegner en kridtcirkel omkring mig
så lille, at jeg har vokset mig ud af den
før den overhovedet eksisterede
og så tegner jeg flere
koncentriske
cirkler, indtil jeg bliver bange for at snuble ud
af den første grænse i forsøget på at tegne det sidste omrids

dette mit voodoofelt
er en slags målskive
et bryst, jeg ikke behøver patte på
fordi jeg står fast i tyrens vrede øje

jeg kysser mine små fødder
og forsøger at amme mig selv
men ligegyldig hvor hårdt jeg prøver
er mit hoved bundet fast som en hund i en lænke
til rygmuskler, der ikke er lange nok

alle veje fører væk fra MOR

jeg begynder at vikle bandager om mine hænder
længe før de bliver skadet
og slår knoerne ind i væggen, til det holder op med at gøre ondt.
hvis jeg planlægger tragedie, kan intet ødelægge mit liv.

jeg vil ikke slå dig ihjel.
kun dele af dig vil jeg nedbryde, så det der er tilbage kan vokse
eller undgå den kugle, der ellers ville have ramt kød
og lagret sig i dig som det evige ømme punkt
smerten, der er harmløs i sig selv
men slår dig ihjel, når nogens velmente kærtegn får dig til at snuble ud på kørebanen.

det er udmattende, så nøje jeg må
afbalancere mine lussinger
så de er stærke nok til at fremkalde vrede, men ikke had.
du skal have tænder skarpe nok til at rive gennem mit kød
men ikke så skarpe, at du bider dit eget gab i stykker.

jeg tilbringer mine nætter med at fundere over
om du nogensinde vil se tilbage på min snerren som et kærtegn.

dagene går med at smadre hovedet ind i spejlet
og fantasere om den dag, hvor du besejrer mig
og jeg endelig har nået mit mål.

det er ikke dit slag, der får min næse til at bløde,
men min mangel på en rustning

jeg tager det fulde ansvar
for mit skævtandede, øretæveindbydende ansigt
og min påfaldende mangel på fysisk styrke
jeg tager ansvaret for, at jeg ikke har lært en kampsport at nedlægge dig med
men i stedet tilbragt mine dage med at skrive lister over måder, jeg kunne undgå dig på

jeg tager det fulde ansvar
fordi det i så fald stadig er mig
der har magten

er knytnæveslaget altid den nødvendige afslutning
på en god vittighed?
kan jeg forestille mig det gutterale grin uden en mavepumper?

jeg er bokseren, der kun tæver dig for at smadre og genopbygge mine knoer.
det er ikke en hvid løgn, at det gør mere ondt på mig
end det gør på dig,
men det ér en rent fysisk beskrivelse. boksere har ikke sind,
kun intentioner,
og intentioner skal omsættes til handling så hurtigt som muligt.

jeg fjerner mine handsker for at skåne dit ansigt.
når du græder af smerte, lyder det næsten som latter.