Sådan opildnes masserne til ensom kamp
Er du fuld af dig selv? spørger en amerikaner
Ja, det kan du jo kalde det,
ren fysisk i hvert fald
“Jeg er bare mit helt eget hjerte”

Men i mit helt eget hjerte
bor en kæreste,
et forældrepar,
en bror,
en ven,
en håndfuld børn
Jeg er fuld af det hele, maaan,
jeg er fuld af det!

At blande sit ansigt
med sin
sjæl
opildne masserne
til ensom
kamp
her i stenbruddet
hvor vi står
med åben arme
mod hullet
Ser her!
Og der!
Og her igen!
Der er så meget at leve for

Jeg taler med min ven; han skal hjælpe mig med at finde på nye ord at skrive udfra
Så falder spørgsmålet: “Hvorfor er det så forkert at kunne lide hestepik?”
Og skal jeg seriøst skrive om det?
Ja, du bad jo selv om det.
Du bad om et dogme;
værsgo!

Blomstens cisterne
tømmer sig for
vranggråd

Slummen rejser sig
i sine lange rækker
gror tårne, træer torne

Her efterlod du dit mærke, væsen
Her efterlod du alt

Blå blomst, sort bark
rød promille, gylden mark

Det er en vellykket grænse
at overtræde
med sine bare tær og idealer
Det er fuldt ud tilgiveligt
at brænde det hele af så hurtigt
Eller et det nu også det?
Hvem er jeg, der skal sige det,
er det en stemme jeg har bedt om?
Du fyrer op under en ny joint
og griner højlydt
Hey man, siger du!
Her er en frugt, en frugt, og én til.
Og tag så at få sko på!

Vi hænger klæder og knogler
som kød i rosahvide strimler

Moderen er et edderkop
der danner et fængsel
mellem sine ben