sådan går jeg gennem kirkegården:
som et spøgelse går gennem et hus

håbet er en flyvende
vanillesoftice
uden vaffel og bæger

som en ambassade
bygget fra scratch uden stakit
som en flødeskumstopping der mangler sin dessert

håbet er flosset og kridhvidt i kanten

håbet er lavet af ferskvand

jeg spejder efter dit spøgelse
som kranen ser ned på byggepladsen
og spiller mockgammon
med sig selv
den ene spillers brikker er genstandene
den anden spillers brikker er skyggerne
der svømmer sindigt væk
så snart jeg løfter deres herre

(du har sunket mit slagskib)

jeg løfter en container, er du herunder
jeg åbner mit hjerte, er du herinde
sådan får jeg det til at se ud
som om jeg har en plan
men jeg flytter bare ting

jeg spejder efter dit spøgelse
som håber jeg at finde det

en folkeafstemning er som
når du lader en tændt projektor
glide hen over et landskab
og det et øjeblik ser ud som om
alle træerne får den samme idé

det er næsten umuligt at kende forskel
på en buddhistmunk
hvis drømme bliver mindre og mindre
mærkelige
idet han døser ind i nirvana
og en fattig erobrer
der falder ud over verdens kant
så stille som døre der lukker sig

da jeg var barn
gav min mor mig endeløs
adgang til kontorets
kopimaskine
hun foreslog at scanne hænder,
fødder,
kontorartikler,
men jeg ville kun scanne
min lyserøde panter
igen og igen
bygge høstakke af printerpapir
grå ikoner af en smilende bamse
i maskinens lyn

jeg vil kun se på de blomster
der aldrig visner

Svirrefluen havde ellers en solid plan. Camouflere sig som et farligere dyr, som så mange andre havde gjort før den, og drikke nektar i fred, til den sov stille ind i en halvlukket blomst. Rovdyr stopper ved giftfarvede insekter som rød mand stå, tør ikke tage chancen med et dyr der gerne vil ses. Men mennesket er ikke et rovdyr så meget som det er en husmor, der rengør verden. Mennesket støvsuger hvepse ud af himlen og lader sine børn ligge vågne med mareridt om metalslanger, der kaster rasende gedehamse op i natten. Mennesket dræber helst de dyr, der ser farlige ud, og pludselig bærer svirrefluen en dusørplakat på sin ryg. Autisten opfinder røde og grønne armbånd for at signalere hvornår hun har lyst til at snakke, et lydløst stoplys i festen, og mennesket ser på det røde håndled og siger at hun ser sød ud, som et jordbær. Hvordan skal vi advare om fare, når farver ikke virker længere. Svaret finder vi ikke hos mennesket, der trækker autistens hånd op mod sin mund. Eller hendes hund, hvis ansigt er dobbelt så stort på venstre side, hvor det seneste måltid stak den.

en for sorgen
to for en latter
tre for et bryllup
med hjertet i vater
fem er forsølvet
en sekser er guld
syv er en mave
der aldrig bliver fuld
otte for kysset
ni for et håb
og ti når du spjætter
ved fuglenes råb

jeg fletter en krans af støvsvind
om mit støvskind
som en blomsterkrans
af trist is

jeg fletter en krans af støvspind
om mit sløvsind
som en ironisk løvemanke