Men hov!
Er det ikke
som om himlen
pludselig
er en dyne
der som høje bygninger
truer med at falde
ned over os
hver gang
vi kigger op
i dens puttede
ansigt?
insomnia [10:47]
Svar
Kategoriarkiv: konstantskrift
BRIST “10.37”
Hvad har jeg også gjort dig?
Vejret udenfor er så fint
men gråt, men fint, men solrigt, men fint, men fint, men fint, men hedt, men fint!
Åh, der er noget, jeg savner!
IOwnU [10:35]
Ja, som et barn
vil jeg enten elske dig
og ae dig
og kalde dig georg
eller træde dig
under fode
og med øjne som forelskede tekopper
se dig sprælle din
fine lille
dødsdans.
rumvæsen [10:27]
Siger du at jeg ligner et rumvæsen?
Bare fordi jeg har taget den her rumdragt på
og surfet på en langdød galakses aflagte meteor
gennem adskillige sorte huller
og ladet (mindst) fem verdenshjørner trække i mit ansigt
som middelalderlige torturheste
der laver søstjerne af en forbryder
som børn, som uforstående børn med stjerner i øjnene
så synes du at jeg ligner et rumvæsen?
Det er overhovedet ikke fair.
jeg råber som amøber [10:14]
Min sjæl er fyldt med julemænd
og små fine kongekroner.
Der er kød på hver
gennemsigtig tanke.
Jeg er en skov af amøber.
Se, jeg trækker mig fra
og åbenbarer
et stort
fedt
hvad
Afsæt “10.04”
Sådan sker det
et lille afsæt
med vuggende vinger
og pulsende muskler
en plumfed engel
der ikke kan danse
Men blive set!
blive set, det kan den!
Konstantskrift med Amourose A. V. Langer
På lørdag konstantskriver jeg med Amourose A. V. Langer kl. 10-22. Amourose skriver meget anderledes end de digtere, jeg hidtil har skrevet med, så det bliver – bl.a. af den grund – spændende. Som altid kan der følges med i processen live her på bloggen.
SLUT [19:04]
Her slutter dagens konstantskrift. Louise Juhl Dalsgaard og Cecilie Lolk Hjort skrev i otte timer ud fra følgende tekst:
Tak fordi I læste med.
lesson learned ]18:57[
Sådan lærte jeg at gå:
Ved at sprænge min hånd i stykker og samle stumperne og allerede dér vide, at det ikke havde fundet sted:
At der ingen stumper var at samle, at det eneste jeg havde at gøre godt med, var en gal solsort, der nægtede at drømme i gråtoner, selvom det var dens skæbne, dens natur.
Tillidserklæring [18:52]
Det er ikke tilfældigt, at de ømmeste kærtegn finder sted på de mest sårbare punkter. Det er ikke bare dobbeltfunktionaliteten i nerveskovene, de ømme, som kan bruges til tortur og til sex af præcis samme årsager. Det er også demonstrationen af tillid, der giver sus af sprintflyvende sommerfugle i maven, fordi elskeren rører de samme steder, som for alt i verden må beskyttes mod rovdyret. De steder, der sulter mest efter opmærksomhed, fordi de tilbringer hele livet med at gemme sig. Se, jeg blotter min hals for dig. Det er sikrere end ja i kirken.
