Evolutionen er ikke en forbedringsmaskine.
Bare se hvor pissebesværligt
det er at være en giraf.

Du siger at jeg er køn
som kvinder er kønne,
med små fine hænder
og afrundet ansigt.
Det er vel en slags
kompliment-by-proxy,
og hvad er egentlig så
særligt
ved særligheden
anyway?

Og gennem mine tarmes tivoli
danser en gammel
mand
klædt i engleuniform
og papirhat som deform muffin

“Spil op til mejerierne!”
råber han
og løber videre ned
slangs de bugtende brosten
med en vildt flammende latter

Så lad dog livets store gople sænke sig over os
og tage vores håndflader til sig
med sine røde
og nudlede vedhæng.
Så lad dog dens hvælving blævre
som sjælens allestedsnærværende elål
med kroppen krøllet sammen
i et hjørne
af usynligheden
gruende og poised til angreb.

Jeg mener:
What could possibly go wrong?

Bliv! Jeg får dødsangst
når du sander mig til
med dine kæmpe næver.

Men hov!

Er det ikke
som om himlen
pludselig
er en dyne
der som høje bygninger
truer med at falde
ned over os
hver gang
vi kigger op
i dens puttede
ansigt?

Ja, som et barn
vil jeg enten elske dig
og ae dig
og kalde dig georg
eller træde dig
under fode
og med øjne som forelskede tekopper
se dig sprælle din
fine lille
dødsdans.

Siger du at jeg ligner et rumvæsen?

Bare fordi jeg har taget den her rumdragt på
og surfet på en langdød galakses aflagte meteor
gennem adskillige sorte huller
og ladet (mindst) fem verdenshjørner trække i mit ansigt
som middelalderlige torturheste
der laver søstjerne af en forbryder
som børn, som uforstående børn med stjerner i øjnene
så synes du at jeg ligner et rumvæsen?

Det er overhovedet ikke fair.

Min sjæl er fyldt med julemænd

og små fine kongekroner.

Der er kød på hver
gennemsigtig tanke.

Jeg er en skov af amøber.

Se, jeg trækker mig fra

og åbenbarer

et stort

fedt

hvad