venter tålmodigt [15:45]

lysavisen lyser ikke
programmøren læser lys
lysavisen er ikke en avis længere
lysavisen viser intet, når den ikke lyser
programmøren lyser ikke
papiravisen lyser som et program i natten
papiravisen er hvid for ikke at tage lyset til sig
som kornet på marken er lyst
som solsikker vender sig mod
foråret
den store programmør i himlen
et skift i glans
et skift i kode
brightness setting
lyssætninger
ord som flammende fakler i den salemske nat
hormonerne gør oprør mod dagen
og slæber natten med sig
som hunden slæber en særligt tung
søndagsudgave
og får lyset til at gå ud
i avisen
i programmøren

Der har været en teknisk fejl, den skulle nu være udrettet. Vi beklager eventuelle gener.

Appenineranemoner {15:33}

Hun står op i sengen og vrister
stjernebillederne fra hinanden
med sammenbidte tænder

for præcis sytten år siden begynder lyden
af knoglesplinter at vokse
ud af fjerkræsaksens mund

på monitoren kan man tydeligt se
stemmerne i hendes hoved
fremføre dialogen til et krybbespil

på den anden side af hospitalets gavl
synes appenineranemonernes dufttentakler
at lyse i mørket før de kravler
ned i halsen på en knoglegul kolibri

konfliktfotografen smugler frøene hjem
i bunden af sit objektiv
uden at forstå situationens alvor

jordklumper forsvinder mellem kvindens fingre
mens alle sover går golfstrømmen i stå
før jorden dukker op igen med nybagte forkastninger
dybt inde i Krabbetågen
tager hun sig selv i at le

Sandsynlighedsregn {15:29}

Lysavisen lyver ikke
programmøren læser lysavisen
indtil programmøren ikke læser lysavisen længere
blot ser et mønster der bølger grønt
som kornet på marken
om foråret
der venter tålmodigt på regn
der venter på et lyn
fra en højspændt himmel
fra et lavtryk
et skift i lys og temperatur
der kan forløse
mineralernes oprør

fredstid [15:26]

soldater falder som skæl ned ad bjergenes skuldre
og kronerne bøjer sig én for én
for havarerende luftskyts

mens du, min elskede, ligger i en lysning
med lukkede øjne og forestiller dig lyden af flyenes propeller
som den sagte brummen af en trofast arbejdende
computer

tastegave [15:14]

med et lille ufrivilligt fingerspjæt
tilføjer bankmedarbejderen
et ubevidst nul til en kundekonto

og det viser sig, at der er farvet papir nok i verden
til at kunden kan hæve fejlen
og tage hele sin uhæftede bog af sedler med til Ibiza
uden at nogen får følelsen af
at mangle noget

Overflodsforordning {15:12}

Der er ikke digte nok til alle

Revolutionen omkommer på markerne {15:10}

Afvigerne fra flugtruten
bliver plukket ud af himlen
med antiluftskyts
som overmodne frugter
i løssalg
og fordelt i pulverform
over alle de rigere lande
med deres snekanonblegede
bjergkroner

en kvinde i slægt med Augusto Pinochet
og hår som malm
kravler ud af en dobbelt halmbunke
og erklærer sin kærlighed
til verden som sådan
selvom munken i skovbrynet
ikke kan undgå at føle sig
særligt ramt

[14:55]

jeg mente det da jeg sagde
at du er velkommen
til at holde din ferie i mit hoved
pak alle dine neuroser og blødninger
og langtrukne skrig
du behøver ikke engang rydde op efter dig

jeg ønsker det, som munken ønsker at miste alt:
at blive evakueret
til et mere simpelt, mere kedeligt sted
og så komme hjem og indse
at nogen har spist en smule, bare lige akkurat lidt for meget
af min hjernegrød, mens jeg var væk

[14:51]

vi installerer fodscannere langs alle veje til Rom
så vi ved det, når nogen træder udenfor stregerne
og kan opsøge afvigerne én for én
for at give dem
ambivalente pandekys,
onde anelser
og splinternye sko fra Repetto

Håndklædehoved {14:49}

Hyænerne skutter sig
som udskårne sjakalstatuetter
kaster sine skygger væk fra faklen

Metastaserende terrorceller
under ultraviolet stråling
hver gang skyerne strejfer solen
rejser huden sig hårløst
på generalsekretærens
og generalsekretærens datters
laserbehandlede ben

Geværet føles næsten vægtløst
som afskærmet plasma
eller fuglens hule knogler
når to projektiler besætter territoriet
mellem her og der i ét væk