Appenineranemoner {15:33}

Hun står op i sengen og vrister
stjernebillederne fra hinanden
med sammenbidte tænder

for præcis sytten år siden begynder lyden
af knoglesplinter at vokse
ud af fjerkræsaksens mund

på monitoren kan man tydeligt se
stemmerne i hendes hoved
fremføre dialogen til et krybbespil

på den anden side af hospitalets gavl
synes appenineranemonernes dufttentakler
at lyse i mørket før de kravler
ned i halsen på en knoglegul kolibri

konfliktfotografen smugler frøene hjem
i bunden af sit objektiv
uden at forstå situationens alvor

jordklumper forsvinder mellem kvindens fingre
mens alle sover går golfstrømmen i stå
før jorden dukker op igen med nybagte forkastninger
dybt inde i Krabbetågen
tager hun sig selv i at le

Skriv et svar