da jeg var barn, troede jeg at alle bier
var små ukritiske
kamikazepiloter

nu tænker jeg, at alle mine fobier måske
er baseret på den samme paranoia:
ideen om, at et væsen hellere vil dø
end undlade at skade sine omgivelser

På parkeringskælderens underste niveau
åbner hun en mere eller mindre tilfældig
sportsvogn med sit plastikkort

Syningen i hendes orange kjole

er begyndt at gå op

i selvreplikerende datastrenge

Hun ved ikke hvad hun vil
så hun gaber videre
i sit forsøg på at sluge verden

<New Construction Options>

pumper verdensaltet ud af olietårne
vi kan ikke have det gris til at ligge og fylde under vores fødder
mens vi blot bliver mere og mere grådige
byg raketter, fyld dem med sort guld
og send dem til planeter, hvis befolkning
kan tolke billederne
i væskens ansigt
bedre end os

hun rejser sig som en bølge fra sengen og vrister
stjernebillederne fri af deres sokler
mens alle på det nærmeste luksushotel
får bange anelser og ser ufraværende ud
mod stranden

hvor mange turistnyrer skal hun rive ud af kroppe og samle under sit bælte
før vandet rinder rent
hvor mange stykke fjerkræ skal snadre
som uregerlige spænder
i hendes hår, før hospitalet heler hende med sine himmelhvide vægge

jordklumper tørrer i solen og bliver til hendes fingre
hun tager hånden op fra bordet som en telefon
og sutter på pege- og langfinger
til de bliver til ler

hvis hun lukker øjnene, smager det næsten som latter

//////////////////////////////////////////////////////////////////////////////////////////////////////////////////////////////////////////////////
Hunden træder rede
//////////////////////////////////////////////////////////////////////////////////////////////////////////////////////////////////////////////////
dernede i gården
//////////////////////////////////////////////////////////////////////////////////////////////////////////////////////////////////////////////////
slår skiftevis cirkler om sig selv
//////////////////////////////////////////////////////////////////////////////////////////////////////////////////////////////////////////////////
og husets rækværk
//////////////////////////////////////////////////////////////////////////////////////////////////////////////////////////////////////////////////
du registrerer det hele
//////////////////////////////////////////////////////////////////////////////////////////////////////////////////////////////////////////////////
med kulstift på en hvidkalket
//////////////////////////////////////////////////////////////////////////////////////////////////////////////////////////////////////////////////
mur i gasbeton
//////////////////////////////////////////////////////////////////////////////////////////////////////////////////////////////////////////////////

Det hele handler om at brække sin finger
af i fandens greb og forsvinde
ind i det høje græs som et firben

Det hele handler om at placere sin sender
langt under grunden som et reservoir af vand
der pinger når dråberne slår sig ned

Det hele handler om at opbevare sit hjerte på køl
og investere i et spritnyt termometer

Det hele handler om at bede
markedet pakke boderne sammen
før natten falder som sod på barnets pande

Det hele handler om at endevende værelset

hurtigt som en kvinde man endnu ikke har været indeni

Det hele handler om at afgive et vagt
signalement og sætte efterforskningen i stå

Det hele handler om at holde vejret
spærret inde bag tænderne
der hvor verset ender

hvad er den kærlige form af krig
ikke det dovendyr af en fred, nationen udstrækker mod mig
med rødt silkebånd om halsen og glaserede øjne
i hænder som smeltende smør

jeg vil tvangsfodres med alle verdens kasserede hjerter
og betjentene skal plukke tornene af alle supermarkedernes
rosenbuketter
lægge dem i skåle
og servere dem som min morgenmad

alt andet end at sove stille ind ved en kær vens side
under granitord
om fordragelighed

Inspektøren lyver om seismografen
når han kalder den en løgner for at kunne udvide
stødepudezonen med et ekstra hak
indtil stakkene løber over i lagkagediagrammet
som luksusfloder af stearin gennem glasur

To brødre spiser middag
sammen i det vinrøde aftenlys
der filtreres gennem plastikforhæng
og duften af PVC

Brødet knækkes over på midten
af en opvarter – en waiter –
mens imperiets skulder smuldrer
i havet ved den fjerneste kyst

at elske et andet menneske
er som at forsøge at kalde en hund til mig
som jeg har glemt navnet på

I midten af byen bryder fontænen ud i gråd
for at kalde de forelskede teenagere der cykler forbi
som en sværm af bier på flugt
fra røgdykkernes øveterræn
tilbage

Der hvor de befinder sig lige nu
er der ikke brug for egennavne
og derfor glemmer de hurtigt
hvad de egentligt hedder