polen er så rød, mor [10:32]

de har fundet en livmoder på krigens planet
en sø af roligt saltvand som en værge
med spyd og sutteflaske
en vuggende armkøje badet
i blodmåne
på en kølig sommernat
mars er så rød, mor
med kold og bitter vind
men du er
en fyldt fødselsdagsballon
klar til at blive kastet ud
i universet
som et stormvejr der har holdt sig
så længe
at vi har glemt hvordan regn
ser ud
når det ikke falder fra
det mindste strå
som en lille dugdyne
som en hund der ikke tør tisse
før den finder græs
og hver sort sky hen over vores hoveder
er et løfte
om lykken

START: #fluerpåmars

Jeg har sat mig til rette på dejligt kølige Café On The Six i Valby og starter konstantskriften, som får navnet #fluerpåmars ud fra mine første to stykker inspiration. Jeg skriver ud fra hvad læserne skriver/sender til mig (og hvis jeg løber tør, skriver jeg ud fra hvad jeg finder omkring mig – men jeg vil helst have jeres inspiration, så send mig meget gerne en masse!).

six

Konstantskrift på søndag

På søndag afholder jeg konstantskrift her på bloggen. Jeg vil lade det være op til læserne, hvad jeg skal skrive ud fra. Send mig gifs, billeder, youtube-videoer, sange, artikler, ordbogsopslag, kommentarer eller eller eller, så bliver det min opgave at inkorporere dem i skriften. I må gerne sende forslag både fra nu og mens jeg er i gang. På forhånd tak!

SLUT [22:00]

Her slutter dagens konstantskrift. Cecilie skrev i 6 timer og Amourose i 12. Vores forlæg var Mark Rydens maleri The Creatrix:

mark ryden the creatrix kopi

Konstantskrift med Amourose A. V. Langer

På lørdag konstantskriver jeg med Amourose A. V. Langer kl. 10-22. Amourose skriver meget anderledes end de digtere, jeg hidtil har skrevet med, så det bliver – bl.a. af den grund – spændende. Som altid kan der følges med i processen live her på bloggen.

TXT.VILLE

I dag har 13 digtere liveskrevet sammen i et google docs-dokument, for Slagtryk, for Txtville (, for fædrelandet!). Der var fri leg – intet tema, ingen restriktioner på hvad vi måtte gøre med – og mod – hinandens tekst. Vi skrev officielt kl. 10-13, men fællesdigtet flød ud over rammerne, folk kunne hverken vente eller stoppe igen. Og det er faktisk også, så vidt jeg kan skimme, blevet federe siden jeg holdt op med at skrive, og gjorde et svageligt forsøg på at stoppe de andre, kl. 13. Dokumentet kan ses her:

jegrygerindogudaffilen

Tekstens forfattere er:
1. Mogens Bynkou Nielsen
2. Rune Kjær Rasmussen
3. Philip Martinussen
4. Ditte Holm Bro
5. Levi Ekberg
6. Noa Kjærsgaard Hansen
7. Poul Lynggaard Damgaard
8. Liv Nimand Duvå
9. Anne Katrine Bagai
10. Victor Ovesen
11. Line Toftsø Nyholm
12. Alma Josefina El Said
13. moi

Teksten bliver også publiceret på Slagtryks hjemmeside på et tidspunkt – da dog i frossent format som den så ud ca. 13.02 i dag, da skriften officielt var ovre.