polen er så rød, mor [10:32]

de har fundet en livmoder på krigens planet
en sø af roligt saltvand som en værge
med spyd og sutteflaske
en vuggende armkøje badet
i blodmåne
på en kølig sommernat
mars er så rød, mor
med kold og bitter vind
men du er
en fyldt fødselsdagsballon
klar til at blive kastet ud
i universet
som et stormvejr der har holdt sig
så længe
at vi har glemt hvordan regn
ser ud
når det ikke falder fra
det mindste strå
som en lille dugdyne
som en hund der ikke tør tisse
før den finder græs
og hver sort sky hen over vores hoveder
er et løfte
om lykken

2 tanker om “polen er så rød, mor [10:32]”

  1. Må Jeppes kornmod være med dig! (Frøerne springer så vildt om hans tå…)

    Kornmod
    Det er favnende Nat over øde Kjær;
    Lysene slukkes i ensomme Ruder.
    Det er Tiden mod Høst, det er Stjerneskjær;
    Sivene luder,
    mens det lyner.

    Der gaar Strimer af Hvidt over Himlen mod Nord,
    Engene aander, og Duggbadet frisker;
    Vinden gaar tyssende hen over Jord,
    Flægene hvisker,
    mens det lyner.

    Oxerne drejer de duggslagne Horn,
    standser i Drøvet med opspærret Øje;
    Bankerne skvulper paa Bølger af Korn,
    synes saa høje,
    naar det lyner.

    Himlen staar tavs over tiende Land;
    Øret kan høre, hvor Rødderne drikker;
    Dværg-Aspen bævrer ved flammedøbt Vand,
    Tidslerne nikker,
    mens det lyner.

    Rugfaldet krydser de tyngede Straa,
    ta’r mod Velsignelsens lysende Naade;
    Vipperne sænker sig ydmyge, graa,
    dryppende vaade,
    imens det lyner.

    Frøerne springer saa vildt om min Taa;
    Længslerne vil, jeg til hende skal vandre.
    Elskende Sjæle som duggede Straa
    nærmes hverandre,
    naar det lyner.

    Jeppe Aakjær, Rungens sange (1906)

Skriv et svar